Shiffrin må vente lidt endnu med tangering: Fantastisk andet gennemløb gav tysk sejr

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Shiffrin må vente lidt endnu med tangering: Fantastisk andet gennemløb gav tysk sejr
Det var en sejrstørke på lige præcis ti år, der søndag eftermiddag blev brudt, da tyske Lena Dürr sejrede for anden gang i karrieren.
Det var en sejrstørke på lige præcis ti år, der søndag eftermiddag blev brudt, da tyske Lena Dürr sejrede for anden gang i karrieren.Vladimir Simicek/AFP
Normalt så suveræne Mikaela Shiffrin formåede ikke at gribe chancen for at udligne Ingemar Stenmarks legendariske sejrsrekord, da hun søndag kørte et skuffende andet gennemløb. For helt omvendt ramte tyske Lena Dürr sit andet gennemløb lige i en vis kropsdel, og så kunne Dürr fejre sin kun anden World Cup-sejr i karrieren.

Tirsdag skrev Mikaela Shiffrin sig ind i historiebøgerne som den mest vindende kvinde på World Cup-niveau nogensinde, da hun i Kronplatz tog karrieresejr nummer 83 og dermed endegyldigt gik forbi landsmanden Lindsey Vonn. Siden har den altædende amerikaner allerede tilføjet to sejre mere til CV’et.

Derfor kunne 27-årige Shiffrin med en slalomsejr i tjekkiske Špindlerův Mlýn udligne legendariske Ingemar Stenmarks rekord for flest World Cup-sejre nogensinde, men selvom slalom er den fantastiske amerikaners favoritdisciplin, blev det ikke til en sejr for anden dag i streg i Tjekkiet, hvor Shiffrin ellers vandt lørdag i netop slalom.

For i Sudeterne blev det til en tysk sejr, en tiltrængt en af slagsen for de tyske kvinder, der ikke har vundet på World Cup-niveau siden februar 2020, hvor Viktoria Rebensburg vandt i Garmisch-Partenkirchen. Med et suverænt andet gennemløb tog 31-årige Lena Dürr nemlig sin blot anden World Cup-sejr i karrieren, lige præcis 10 år efter, hun vandt sin første i Moskva, 29. januar 2013.

Shiffrin var ellers suverænt bedst på første gennemløb, hvor hun kom over målstregen med et forspring på hele 67 hundrededele af et sekund ned til netop Lena Dürr, men i andet gennemløb var amerikaneren kun 14. hurtigst, mens kun østrigske Franziska Gritsch var hurtigere end Dürr.

Det blev dog, ikke desto mindre, stadig til en andenplads for Mikaela Shiffrin, mens kroatiske Zrinka Ljutić tog sig af tredjepladsen. Kroaterne havde tilsyneladende ekstragodt styr på banesætning på Svatý Petr-pisten, direkte oversat Skt. Peter, for Leona Popović tog femtepladsen, mens svenske Anna Swenn Larsson fik klemt sig ind i en kroatisk sandwich.

I den samlede World Cup fører Mikaela Shiffrin helt suverænt foran slovakiske Petra Vlhová, der havde en skuffende dag foran de mange tilrejsende slovakker. I den samlede slalomkonkurrence er det også Shiffrin, der indtager førstepladsen foran schweiziske Wendy Holdener og føromtalte Vlhová.

Ikke før 25. februar er der igen World Cup-løb på programmet for kvinderne, for nu venter VM i franske Courchevel og Méribel, der afvikles fra 6. februar.