Styrtløbet over dem alle: Streif lægger sne til halsbrækkende hastigheder og vilde spring

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Styrtløbet over dem alle: Streif lægger sne til halsbrækkende hastigheder og vilde spring
29-årige Cyprien Sarrazin havde før jul vundet ét World Cup-løb i karrieren. Nu er han blandt favoritterne til weekendens prestigefyldte styrtløb.
29-årige Cyprien Sarrazin havde før jul vundet ét World Cup-løb i karrieren. Nu er han blandt favoritterne til weekendens prestigefyldte styrtløb.Guenther Iby/APA-PictureDesk via AFP
Der venter hastigheder på over 140 kilometer i timen og spring på over 50 meter for de modige løbere, der fredag og lørdag kører styrtløb på den legendariske piste Streif i østrigske Kitzbühel. Samtidig har franske skientusiaster måske chancen for at fejre første franske sejr på Streif siden 1997.

Titusindvis af ellevilde tilskuere plejer at sætte scenen i det nordøstlige Tyrol, når der hvert år afvikles de ekstremt traditionsrige Hahnenkammløb med både styrtløb og slalom på menuen i det ganske mondæne Kitzbühel.

Før pandemien satte en stopper for netop tilskuerne, samlede de prestigefyldte skiløb næsten 50.000 tilskuere, og i år er forventningen nogenlunde den samme, når de såkaldte Hahnenkamm-Rennen afvikles for gang nummer 84 i historien. Man har nemlig valgt at erstatte det Super G-løb, der i tidligere sæsoner er blevet kørt, med et styrtløb nummer to.

Således bliver der for fjerde år i træk to muligheder i samme år for at vinde det ekstremt eftertragtede Streif-styrtløb, der ofte omtales som det farligste styrtløb i verden. Senest vandt norske Aleksander Aamodt Kilde en ellers sjælden norsk sejr på Streif, kun den sjette i historien, mens også østrigske Vincent Kriechmayr kunne give de lokale tilskuere en sejr at glæde sig over.

I 2022 tog franske Blaise Giezendanner overraskende en tredjeplads og udtalte efterfølgende ifølge CBC udtalte: "Kitzbühel er den hellige gral i styrtløb, så jeg kunne ikke være mere glad."

Men hvorfor er Streif så sagnomspundet og prestigefyldt et styrtløb?

Vigtigere end olympisk guld for østrigerne

For det første oser Streif-styrtløbet langt væk af historie. De første løb blev arrangeret af Kitzbüheler Ski Club i 1931, og i 1937 blev det første styrtløb arrangeret på Streif, naturligvis med en østrigsk vinder i form af Thaddäus Schwabl.

Anden verdenskrig fik lynhurtigt stukket en figurativ krigskæp i hjulet for afviklingen af styrtløbet på Streif, men arrangørerne vendte stærkt tilbage i 1946, og siden da er det kun vejrforhold, der har kunnet sætte en stopper for styrtløb på Streif.

Traditionelt set er løbet blevet domineret af østrigere – 45 gange har østrigere vundet styrtløbet på Streif, næstmest vindende nation er Schweiz med over 20 sejre færre – og derfor har Streif også en helt speciel plads i hjertet hos østrigske skiløbere.

Tag bare Franz Klammer, der i 1976 vandt olympisk guld i Innsbruck, men som samtidig formåede at vinde hele fire gange på Streif.

"Ja, det olympiske guld varer for evigt, men skiløbsmæssigt skal du vinde i Kitzbühel som østrigsk styrtløber," fortalte Klammer tilbage i 2014 ifølge Reuters.

Ekstrem fart, ekstrem fare

Men foruden det historiske er styrtløbet på Streif også bare det mest spektakulære, mest udfordrende, mest vovede styrtløb, der findes. Canadiske Ken Read, der selv vandt i 1980, har overfor CNN beskrevet løbet som "den ultimative test af en skiløber," og sagde yderligere, at det utvivlsomt er det mest udfordrende styrtløb i verden.

Der er ganske enkelt tale om 3.312 meters ekstremt skiløb, intenst og på kanten, hvor man falder 860 højdemeter i løbet af cirka to minutter. Starten går i 1.663 meters højde, og her når løberne lige præcis at presse farten i vejret, før de bliver mødt af pistens stejleste stykke, Mausefalle, der sender de modigste af skiløberne ud på spring langt over 50 meter.

Det var legendariske Toni Sailer, der i midten af 50erne først sammenlignede dette vanvittige spring med en musefælde, og italienske Dominik Paris, der ellers har vundet hele tre gange på Streif, skulle angiveligt have bremset to gange før Mausefalle, første gang han oplevede Streif på egen krop.

Foruden Mausefalle får løberne luft under skiene yderligere to gange, først ved Seidlalmsprung og sidst ved Zielschuss, hvor mange løbere flyver gennem luften med over 140 kilometer i timen.

Netop her, ved Zielschuss, er det flere gange gået galt, blandt andet i 2021, da schweiziske Urs Kryenbühl mistede kontrollen og røg i sneen med 147 kilometer i timen. Styrtet kostede schweizeren en hjernerystelse, et brækket kraveben og to ødelagte ledbånd i knæet og bærer vidnesbyrd om de farer, løberne udsætter sig selv for.

Kongen af Streif er ikke østrigsk

Føromtalte Franz Klammer havde i mange år rekorden for flest sejre på Streif, men til østrigernes store gru måtte Klammer i 2012 give kronen videre til en schweizer. Didier Cuche vandt nemlig her sin femte sejr på Streif, efter schweizeren havde vundet sin første hele 14 år tidligere, i 1998.

Dominik Paris, der som bekendt havde behov for to opbremsninger før Mausefalle i sit første gennemløb på Streif i karrieren, har været en af de store udfordrere til Didier Cuche og Franz Klammer i nyere tid med sine tre sejre, men også en af Cuches landsmænd, har imponeret stort. Italieneren er dog efterhånden godt oppe i årene og tog i december sin første sejr i mere end halvandet år, og umiddelbart kan der peges på i hvert fald tre større favoritter end den 34-årige italiener. Den største? Han hedder Marco Odermatt

Den 26-årige schweizer har vundet den samlede World Cup de seneste to år, og selvom Odermatt indtil denne sæson udelukkende havde vundet sine sejre i storslalom og Super-G, så har Odermatt med to styrtløbssejre i ikoniske Wengen vist sig som en ny force i den fysisk mest krævende af disciplinerne. 

Odermatt behøver ikke engang bekymre sig om norske Aleksander Aamodt Kilde, der har vundet to gange på Streif, for nordmanden styrtede i føromtalte Wengen og rev sin skulder af led. I stedet er det snarere en fransk fartåbenbaring, Odermatt skal tage sig i agt for.

For ud af det blå er 29-årige Cyprien Sarrazin slået igennem på World Cup-niveau med hele fire podier, heraf to sejre, siden jul. Skulle Sarrazin vinde, vil det være første franske sejr på Streif siden Luc Alphand i 1997 vandt sit i alt tredje styrtløb i Kitzbühel i karrieren. 

Sidst men absolut ikke mindst vil de lokale skifans krydse alt, hvad krydses kan, for at østrigske Vincent Kriechmayr finder topniveauet frem. Den 32-årige sejrede som bekendt på Streif i 2023, men i denne sæson er det kun blevet til én eneste World Cup-sejr for østrigeren, da han vandt Super-G-løbet i italienske Val Gardena.

Allerede fredag skydes Hahnenkamm-Rennen i gang med det første styrtløb, inden der lørdag igen køres styrtløb. Weekenden i Kitzbühel afsluttes søndag med slalomløb på Ganslernhang, hvor schweiziske Daniel Yule i 2023 sejrede.