Hjemmebanefavoritten sejrer i suveræn stil: Overlegne Odermatt fortsætter sejrsmarch

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Hjemmebanefavoritten sejrer i suveræn stil: Overlegne Odermatt fortsætter sejrsmarch
Marco Odermatt tog lørdag sin World Cup-sejr nummer 31 i karrieren.
Marco Odermatt tog lørdag sin World Cup-sejr nummer 31 i karrieren.Fabrice Coffrini/AFP
De skigale schweizere kunne lørdag eftermiddag fejre nok en World Cup-sejr, da den 26-årige superstjerne Marco Odermatt vandt i suveræn stil i det legendarisk Lauberhorn-styrtløb i Wengen. Franske Cyprien Sarrazin var nærmeste mand, og den 29-årige franskmand fortsætter dermed sit imponerende gennembrud.

For anden gang i træk blev det til schweiziske hjemmebanesejr i det legendariske Wengen-styrtløb på Lauberhorn, da superstjernen Marco Odermatt lørdag eftermiddag sejrede suverænt foran et entusiastisk hjemmepublikum. Nok engang blev dagen dog præget af voldsomme styrt. 

Odermatt var i banen som nummer otte, og da den 26-årige forsvarende dobbelte World Cup-vinder kørte over målstregen efter mere end fire kilometers intenst syrebad, var det i en fuldkommen overlegen førertid, mere end to og et halvt sekund bedre end franske Adrien Theaux, der på daværende tidspunkt lå nummer et.

Umiddelbart efter Odermatt blev den franske fartåbenbaring Cyprien Sarrazin, der fredag sejrede i Super-G på Lauberhorn, så sendt afsted, og franskmanden var den, der formåede at komme tættest på Odermatt. Dog var den 29-årige franskmand, der siden jul har fået et kæmpestort gennembrud, stadig mere end et halvt sekund fra Odermatt. 

Andenpladsen var der dog ingen tvivl om, for erfarne Dominik Paris endte på tredjepladsen langt over et sekund efter Sarrazin, og dermed kunne den 29-årige franskmand fejre sit sjette World Cup-podie i karrieren, hvoraf de fire, to af dem sejre, er kommet siden julen. 

Kort efter blev løbet afbrudt i længere tid, da ellers bomstærke norske Aleksander Aamodt Kilde styrtede lige før mål og kom så slemt til skade, at den 31-årige nordmand måtte evakueres med helikopter, præcis som franske Alexis Pinturault fredag blev det i Super-G-løbet. 

Ifølge NRK vil det tage tid at fastslå skadernes omfang på den norske stjerne. Senere i løbet styrtede også Markus Nordgård Fossland, og havde det ikke været for Adrian Smiseth Sejersteds imponerende fjerdeplads, karrierens bedste World Cup-resultat, ville det altså have været en helt forfærdelig norsk dag. 

I den samlede World Cup-stilling udbygger Odermatt, hvis styrtløbssejr i Wengen torsdag var karrierens allerførste i disciplinen, sin samlede føring. Schweizeren har nu mere end dobbelt så mange point i den samlede stilling end den østrigske teknikspecialist Marco Schwarz. 

I styrtløbskonkurrencen sidder Odermatt også på føringen, ligesom han i øvrigt gør i Super-G og storslalom, mens den 29-årige franske åbenbaring Cyprien Sarrazin indtager andenpladsen foran dagens treer, 34-årige Dominik Paris. 

Søndag køres der slalom på Männlichen-pisten i Wengen, mens næste styrtløb på programmet er på legendariske Streif i østrigske Kitzbühel, en del af de historiske og prestigefyldte Hahnenkamm Rennen, hvor der også køres slalom.

Også kvinderne var i styrtløbsaktion lørdag, hvor der blev kørt i østrigske Altenmarkt-Zauchensee. Her sejrede den italienske specialist Sofia Goggia foran østrigske Stephanie Venier, mens italienske Nicol Delago og østrigske Mirjam Puchner måtte deles om tredjepladsen med helt identiske tider.