26-årige Emma går ”all-in” på at blive den yngste danske kvinde på Mount Everest

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
26-årige Emma går ”all-in” på at blive den yngste danske kvinde på Mount Everest
26-årige Emma her på vej op ad Mont Blanc
26-årige Emma her på vej op ad Mont BlancJakob Urth / Urth-Adventures
26-årige Emma Østergaard har en fantastisk evne til at finde roen i sig selv, når faren er allerstørst. På tirsdag 28. marts sætter hun sig i flyveren med kurs mod Kathmandu for som den yngste danske kvinde nogensinde at bestige Mount Everest som højdepunktet på en rejse, der hidtil har inkluderet ekspeditioner til seks bjergtinder forskellige steder i verden. Men Everest er ikke målet, det er kun et skridt på vejen, fortæller Emma i et interview med Flashscore.dk

Forestil dig, at du hænger i 4.000 meters højde på en bjergside med en 70 graders hældning på vej op ad Mont Blanc. Vintermørket omslutter dig, og din pandelampe er det eneste, der oplyser omgivelserne. Afgrunden lurer på begge sider af dig og det eneste, der reelt sikrer dig, er det reb, der forbinder dig med din ”klatre-makker”. Hvis du falder, skal han kunne holde dig, og hvis han falder, skal du kunne holde ham. De fleste mennesker ville nok betakke sig, men Emma Østergaard er heller ikke som de fleste.

Bjergbestigning er for den 26-årige århusianer blevet en livsnerve siden hun for første gang stiftede bekendtstab med klatring på en indonesisk vulkan i 2017, og hvor de fleste mennesker ville ryste af skræk finder Emma en ro og følelse af sand lykke i meget udfordrende terræn. ”Det kan måske lyde lidt tosset, men jeg har aldrig prøvet noget, der er så skræmmende og på samme tid giver mig en fornemmelse af den ultimative lykke”, siger Emma Østergaard

Emma på vej op ad Lobuche East
Emma på vej op ad Lobuche EastJakob Urth/Urth Adventures

Syv-trins raket på tre år

Mount Everest er i bogstavelig forstand det ultimative højdepunkt i en syv-trins raket i form af syv forskellige bjerge forskellige steder i verden over en tre-års periode, der gradvist har gjort hende klar til de voldsomme udfordringer, der venter hende på Everest. Foruden er gået detaljerede forberedelser i Alperne, Sydamerika og Himalaya omkring højdetræning, teknisk træning med brug af reb og økser, hypotermi, førstehjælp i arktisk- og fjernt miljø, etc..

Hjemme i Danmark har hun skruet op for træningen igennem de sidste tre år og det sidste halve års tid har hun trænet 2-4 timer om dagen. Et træningspas kan eksempelvis lyde på 17 km løb efterfulgt at to timers klatring ”for at komme” hele kroppen rundt”, som hun kalder det. Træningen varieres ofte mellem spinning, lange cykelture, løb på vej og trail, styrketræning samt ”bouldering” uden reb, hvor du max. klatrer tre meter op samt sportsklatring med reb, hvor du klatrer du 15 meter op.

Emma under træning i Danmark
Emma under træning i DanmarkEmma/ Emma Østergaard

Hvis du ikke allerede synes det lyder imponerende, så læg dertil det faktum, at Emma Østergaard lider af løse led, også kaldet hypermobile led og på et tidspunkt havde svært ved bare at gå en tur på en halv time grundet betændte hofter. ”Jeg har været til fysioterapeut gennem hele mit liv og har fået at vide at der er sportsgrene jeg ikke kan og ikke må og har også haft betændelse i hoften, det har været ret slemt”, siger Emma Østergaard. ”Leddene kan jeg ikke gøre noget ved, jeg har hypermobile led. Så jeg har været meget bevidst om at træne mine muskler omkring leddene. Engang kunne jeg slet ikke løbe, i dag kan jeg løbe 30 km uden problemer. Så det har været en kæmpe sejr fra næsten ikke kunne gå en halv time til at kunne løbe og ikke mindst bestige bjerge.”

Frygten må aldrig overstige glæden

Emma har tit fået spørgsmålet om hun aldrig er blevet bange på sine ekspeditioner, men frygten må aldrig overtage glæden ved at bestige et bjerg, fortæller hun. ”Jeg har kæmpe respekt for bjergene og erfaring er altafgørende for, at man læse vind- og vejrforhold, så man eksempelvis kan forberede sig på laviner, hvor det sner rigtig meget. På Mount Everest er det især kulden, der kan være et skræmmende element med en enorm wind-chill faktor. Der må aldrig komme en situation, hvor vi ikke har en plan for, hvad vi skal gøre. Jeg har aldrig haft tvivl om det var det værd. Igennem hele projektet har jeg kun været bange en enkelt gang på Manaslu, hvor vi vidste, at der var laviner over og under os, samt en ny vejrfront på vej med vind og sne. Men da vi fik snakket, lagt en plan og taget handling, så forsvandt frygten. ”

Emma's liste af ekspeditioner
Emma's liste af ekspeditionerEmma/Emma Østergaard

Kun 20 danskere har været på Mount Everest før heraf tre kvinder, hvoraf den mest kendte utvivlsomt er Lene Gammelgaard, der i 1996 blev den anden danske bjergbestiger og den 35. kvinde, der nåede toppen af Mount Everest. Hendes beskrivelser af Scott Fischer´s ekspedition er senere blevet filmatiseret i ”Everest” fra 2015. Men mens Gammelgaard var 34 år, da hun besteg Everest, er Emma Østergaard blot 26 år, og hendes meget usædvanlige ambition for en ung kvinde i 20’ erne om at bestige verdens højeste bjerg har heller ikke været let at skulle fortælle hendes forældre: 

”Først har vi grint lidt af det, men de kender mig også godt nok til, at har jeg sagt A, så siger jeg også B. Det, man fokuserer på med Everest, det er død og ødelæggelse, så det har været hårdt at skulle snakke om. Men jeg hopper ikke hovedkulds ud i det. Der er tanke bag hver handling. Men det er hårdt for mig at vide, at jeg er skyld i, at de får ondt i maven af angst”, siger Emma Østergaard. Emma kommer også til at være i forholdsvis nær kontakt med sine forældre under sit opstigningsforsøg på Mount Everest. ”At bestige Mount Everest er nu blevet så kommercialiseret, at man kan kommunikere med hinanden helt op til base camp 4 i 5.364 meters høde. Så snart vi bevæger os op på bjerget, har vi ingen forbindelse, men de kan  følge med via en GPS tracker og et link, som jeg deler på min Instagram” fortæller Emma Østergaard.

Kæmpe finansierings-projekt

Men at klatre op til toppen af Everest er ikke kun et bjergbestigningsprojekt, det er i allerhøjeste grad også et finansieringsprojekt. Prisen for turen alene til Everest bliver plus 600.000,- kr, eftersom det at klatre i bjerge og deltage i lange ekspeditioner, kræver et utrolig setup, fortæller Emma. ”Her snakker vi alt fra tilladelse til at bestige bjerget, setpup på bjerget, guide, logistik, planlægning, udstyr, ophold, træning, højdetilvænning, og jeg kunne blive ved.”

Emma på toppen af Alperne
Emma på toppen af AlperneJakob Urth/Urth Adventures

Emma har færdiggjort en Bachelor uddannelse i marketing og kommunikation og dermed er SU’en ophørt. Derfor har hun arbejdet på deltid tre gange om ugen som Content Marketing Assistant i en IT-virksomhed. Desuden har hun sagt sin lejlighed op og bor i dag hjemme ved sin mor for at begrænse udgifterne. Og da hun ”ikke kommer fra en familie, der kan eller skal finansiere turen”, har hendes samarbejde med en lang række sponsorer været med til at muliggøre projektet. Og det er her, at historien ophører med at være en fortælling om privatpersonen Emma, der gerne vil op på Mount Everest, for Emma vil nemlig meget mere end det. Hun vil gøre det til sin levevej.

Allerede i løbet af sin uddannelse oprettede hun firmaet ”Emma´s Everest”, som gennem Emma’s ildhu, lidenskab og iderigdom forhåbentlig med tiden skal vokse sig til et veludviklet brand. I dag indbefatter ”Emma´s Everest” således foredrag, workshops, teambuilding-kurser og ikke mindst muligheden for at booke hende som tour-guide på Girlpower-ture kun for kvinder. Med tiden har Emma’s opfattelse af Everest-projektet også gradvist ændret sig: ” Egentlig var Everest målet men nu er det bare blevet et skridt på vejen. I dag kan jeg se, at det faktisk bare er begyndelsen, og jeg har rigtig mange ideer til, hvad der skal ske bagefter”, slutter Emma Østergaard. Emma tager afsted til Everest tirsdag 28. marts, og forventes at gå mod toppen i midten af maj. Hun forventes at vende hjem til familien i Højbjerg i Århus den 3.juni.

 

Sådan kan du følge og støtte Emma: 

Du kan følge Emma på Instagram her

Du kan støtte Emma's eventyr her

Du kan følge Emma via hendes hjemmeside her