Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Nordmand tæt på at overliste amerikaner: Suveræne Shiffrin runder sæson af med ny sejr

I løbet af sæsonen har Mikaela Shiffrin vundet syv ud af 10 mulige storslalomkonkurrencer i World Cuppen.
I løbet af sæsonen har Mikaela Shiffrin vundet syv ud af 10 mulige storslalomkonkurrencer i World Cuppen.Charly Triballeau/AFP
Det var lige ved at gå helt galt i andet gennemløb for historiske Mikaela Shiffrin, der i denne sæson har overhalet Ingemar Stenmark på listen over flest World Cup-sejre gennem historien. Med nød og næppe fik amerikaneren dog vundet sæsonens allersidste konkurrence, der blev afviklet i andorranske Soldeu.

Hun har allerede sikret sig rekorden for alletiders flest alpine World Cup-sejre, da hun tidligere på året vippede legendariske Ingemar Stenmark af pinden med sin sejr nummer 87, og søndag satte 28-årige Mikaela Shiffrin så prikken over i’et ved World Cuppens finalestævne i Andorra.

I Soldeu vandt den amerikanske superstjerne således sæsonens allersidste World Cup-konkurrence for kvinderne, da der blev kørt storslalom på Avet-pisten i de andorranske Pyrenæer.

Sejren blev grundlagt i første gennemløb, hvor Shiffrin var suverænt bedste kvinde. Storslalom er da også, sammen med den traditionelle slalom, favoritdisciplinen for den teknisk stærke Shiffrin, og i første gennemløb var Shiffrin således hele 62 hundrededele af et sekund bedre end canadiske Valérie Grenier på andenpladsen.

I andet gennemløb kom Shiffrin dog ganske tæt på at smide det hele på gulvet. Særligt på den afsluttende sektor havde amerikaneren svært ved at holde flowet i banen, og det store forspring hentet på første gennemløb var nærmest forduftet, da amerikaneren krydsede målstregen.

Det blev dog alligevel til en sejr, selvom norske Thea Louise Stjernesund med et stærkt andet gennemløb pludselig kun var seks hundrededele af et sekund bag den altædende amerikaner, men til syvende og sidste kunne Shiffrin altså fejre karrieresejr nummer 88 på World Cup-niveau, mens føromtalte Valérie Grenier tog podiets nederste trin.

Med 12 sejre i næste sæson kan Mikaela Shiffrin nå et trecifret antal World Cup-sejre i løbet af karrieren.
Med 12 sejre i næste sæson kan Mikaela Shiffrin nå et trecifret antal World Cup-sejre i løbet af karrieren.Charly Triballeau/AFP

Sejren var samtidig World Cup-sejr nummer 14 i denne sæson for Shiffrin, hvilket ganske vist er suverænt flest i denne sæson men stadig et stykke fra Shiffrins egen rekord for flest sejre på én sæson. Den rekord satte amerikaneren i 2019, hvor hun vandt hele 17 sejre.

Storslalomkonkurrencen i Soldeu var sæsonens sidste løb, og Mikaela Shiffrin kan derfor også lade sig hylde som samlet World Cup-vinder med sine 2.206 point, næsten 1.000 point flere end nummer to i den samlede World Cup, schweiziske Lara Gut-Behrami, mens slovakiske Petra Vlhová snupper tredjepladsen.

Også i de tekniske discipliner har det været en dominant sæson for Mikaela Shiffrin, der ender som samlet vinder i både storslalom og slalom. Trods den stærke sæson slutter de amerikanske kvinder dog udenfor podiet i nationernes turnering, der bliver vundet af Schweiz foran Italien og Østrig.