Svigtende dansk powerplay frustrerer efter nederlag til Sverige

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Svigtende dansk powerplay frustrerer efter nederlag til Sverige
Markus Lauridsen er forbitret over missede muligheder
Markus Lauridsen er forbitret over missede mulighederProfimedia
Mange chancer får man ikke mod et defensivt stærkt og disciplineret svensk ishockeylandshold i 2023-udgaven.

Derfor græmmer de danske spillere sig over, at de ikke udnyttede halvandet minut med to spillere i overtal ved stillingen 1-1 i anden periode i mandagens VM-opgør i Tampere.

Det danske powerplay skød med løst krudt, de udviste svenskere kom tilbage på isen, og kort efter bragte Sverige sig foran og endte med at vinde 4-1.

"For at have en chance for at vinde sådan en kamp, skal vi score, når vi er fem spillere mod tre. Sådan er det bare", siger landstræner Heinz Ehlers.

"Var vi kommet foran 2-1, var det blevet en helt anderledes kamp", mener Mikkel Aagaard.

Overtalsspillet har ellers kørt godt ved VM, og derfor irriterer det powerplay-spilstyrer Markus Lauridsen voldsomt, at der ikke kom mere ud af den gyldne mulighed.

Som tilfældigt i øvrigt også var mod USA i lørdags.

"Der er ikke så meget andet at gøre end at lægge sig fladt ned og sige, at det er for dårligt. Det er sådan nogle chancer, man ikke får så mange af. Vi gav os selv chancen, men tog ikke vare på den. Det er frustrerende", siger Lauridsen.

"Måske var vores pucktempo for lavt. Måske var afslutningerne for dårlige, eller måske fik vi ikke ordentlig fat i returpuckene. Det var nok lidt en blanding af det hele. Det ved vi, at vi kan gøre bedre", siger Markus Lauridsen.

Det lykkedes ellers at give svenskerne hård modstand. Optændt af en hurtig Nicklas Jensen-scoring kastede de danske spillere sig ind i nærkampene og skabte en intens kamp, indtil bolværket brød sammen i slutfasen.

"Vi spillede 50 absolut godkendte minutter, men det føles lidt, som om vi løb tør for kræfter. Vi skal ikke skamme os over indsatsen, for jeg synes jo, at folk forsøgte, så godt de kunne", siger Heinz Ehlers.

Danmark afslutter gruppespillet tirsdag aften med et møde med de finske værter.