Formel 1-koryfæer hylder teenager ovenpå hektisk debut: "En stjerne er født"

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Formel 1-koryfæer hylder teenager ovenpå hektisk debut: "En stjerne er født"
Oliver Bearman måtte hurtigt forberede sig på sin Formel 1-debut, da Carlos Sainz måtte opereres for blindtarmsbetændelse.
Oliver Bearman måtte hurtigt forberede sig på sin Formel 1-debut, da Carlos Sainz måtte opereres for blindtarmsbetændelse.Giuseppe Cacace/AFP
Ferrari-køreren Oliver Bearman modtager respekt og roser fra flere af Formel 1-sportens største navne, efter at teenageren lørdag hentede en syvendeplads i sin debut.

Fredag fik den 18-årige brite at vide, at han skulle overtage Ferraris ene bil i weekendens grandprix i Saudi-Arabien.

Det skyldtes, at spanieren Carlos Sainz skulle gennemgå en blindtarmsoperation og med kort varsel trådte Bearman til.

"En stjerne er født."

"At springe til med så kort varsel på en skræmmende bane som den i Jeddah, og så ovenikøbet i en Ferrari, og derudover være i stand til at håndtere det enorme pres... Wow," skriver Damon Hill på det sociale medie X.

Britiske Damon Hill blev verdensmester tilbage i 1996, så han ved om nogen, hvad det kræver at begå sig i Formel 1.

Ud over massiv hyldest på sociale medier var Oliver Bearman også et stort samlingspunkt efter grandprixet i Saudi-Arabien, hvor Red Bull-køreren Max Verstappen tog sejren.

Den tidligere verdensmester Lewis Hamilton (Mercedes) og holdkammeraten Lance Stroll var hurtigt henne for at lykønske Bearman med syvendepladsen og give ham et kram, efter at han var steget ud af Ferrari-bilen.

Den 18-årige debutant erkender også, at det var en speciel oplevelse at prøve kræfter med motorsportens kongeklasse.

"Jeg er en smule træt. Det var et fantastisk ræs, og jeg pressede på hele vejen. Jeg var chokeret over, hvor hurtigt det gik, når vi pressede hinanden til at køre hurtigere omgang for omgang," siger han.

Danske Kevin Magnussen (Haas) blev nummer 12 i grandprixet, hvor han leverede en stor indsats for holdkammeraten Nico Hülkenberg, der med en 10.-plads hentede et VM-point.