Åbenbaring fuldendte stort gennembrud på ikonisk piste: Måske bedste gennemløb nogensinde

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Åbenbaring fuldendte stort gennembrud på ikonisk piste: Måske bedste gennemløb nogensinde
Cyprien Sarrazin måtte vente mere end syv år på World Cup-sejr nummer to i karrieren.
Cyprien Sarrazin måtte vente mere end syv år på World Cup-sejr nummer to i karrieren.Barbara Gindl/APA/AFP
Cyprien Sarrazin er i øjeblikket på alles læber i den alpine skisportsverden, efter den ellers 29-årige franskmand på omtrent en måned har fået et gigantisk gennembrud. Senest blev det i weekenden til to sejre på den legendariske Streif-piste i østrigske Kitzbühel. Og det ene gennemløb kandiderer ifølge britisk ekspert til det bedste nogensinde.

Da 29-årige Cyprien Sarrazin for end ikke en måned siden satte sig til bords med en fransk julemenu, formentlig med foie gras på bordet, var det med en overordentligt undervældende karriere som alpin skiløber på CV’et. 

Én eneste sejr på World Cup-niveau var det blevet til, vundet helt tilbage i december 2016 i et af de ekstremt sjældent parallelle storslalom-løb. Dertil kunne franskmanden, der stammer fra Gap, lægge yderligere en podieplads i storslalom i december 2019, begge i italienske Alta Badia.

Nu, end ikke en måned senere, er Sarrazin måske det allervarmeste styrtløbsnavn i verden sammen med den schweiziske superstjerne Marco Odermatt. Kort efter julen sejrede Sarrazin i italienske Bormio, og siden har han tilføjet tre sejre, én enkelt Super-G-sejr i schweiziske Wengen og i den netop forgangne weekend hele to styrtløbssejr på den legendariske Streif-piste i østrigske Kitzbühel.

Ikke siden Luc Alphand i 1997 vandt sit tredje og sidste styrtløb på den ikoniske piste har en franskmand vundet styrtløbet i Kitzbühel, men på to gode dage fik 29-årige Sarrazin altså brudt den franske styrtløbstørke. 

Det var ellers ikke fartdisciplinerne, Sarrazin oprindeligt satsede på som professionel alpin skiløber. I stedet blev kræfterne lagt i storslalom, en markant mere teknisk funderet disciplin end Super-G og styrtløb, men samtidig en disciplin med en del mere fart end den traditionelle slalomdisciplin. 

Faktisk havde Sarrazin aldrig stillet til start i et World Cup-styrtløb før 3. december 2022, hvor han sluttede som nummer 39 i amerikanske Beaver Creek, men det blev altså startskuddet på et fantastisk gennembrud, for ikke længe efter hentede Sarrazin en flot sjetteplads i italienske Val Gardena. 

Sammenlagt blev det dog kun til en placering som nummer 25 i styrtløbkonkurrencen af seneste års World Cup, men nu Sarrazin med sine mange topplaceringer og tre sejre siden jul altså pludselig med om årets samlede disciplinkonkurrence i den hurtigste af alle disciplinerne. 

Schweiziske Marco Odermatt, der i øjeblikket fører, er således blot seks point foran Sarrazin med endnu fire styrtløb tilbage på kalenderen, to af disse i Sarrazins hjemland i Chamonix. Også i den samlede World Cup indtager Sarrazin pludselig andenpladsen, men her er schweiziske Odermatt urørlig med sin alsidighed, der alene i denne sæson har kastet sejre i storslalom, Super-G og styrtløb af sig. 

Cyprien Sarrazin havde naturligvis luft under skiene adskillige gange både fredag og lørdag.
Cyprien Sarrazin havde naturligvis luft under skiene adskillige gange både fredag og lørdag.Joe Klamar/AFP

Weekendens to sejre gik naturligvis ikke ubemærket hen, men særligt franskmandens gennemløb i lørdagens styrtløb vakte opsigt og begejstring. Hos mange anses østrigske Stephan Eberharters gennemløb på Streif i 2004 nemlig som det bedste nogensinde på pisten.

Men Sarrazins gennemløb lørdag er nu en skarp konkurrent hertil, i hvert fald hvis man spørger kommentatorparret Edward Drake og Marcel Mathis, der på britisk Eurosport bemærkede, hvordan Sarrazins gennemløb måske er det bedste nogensinde. 

"Gennemløbet var utroligt, jeg nød det fra top til bund. Jeg kunne mærke hastigheden. Da jeg krydsede målstregen og kiggede mig omkring, fik jeg først øje på den eksplosion af glæde, der var. Det var ligesom i Bormio, jeg følte, at jeg havde bedrevet noget stort," kom ordene ifølge FIS fra Sarrazin med henvisning til sæsonens første sejr 28. december i Bormio. 

Og spørger man nærmeste konkurrent i lørdagens konkurrence, netop føromtalte Marco Odermatt, der sluttede 91 hundrededele af et sekund efter Sarrazin, var der da heller ikke nogen som helst tvivl om, at sejren skulle tilhøre Sarrazin. 

"Cyprien (Sarrazin, red.) var uovervindelig i dag, selv med et perfekt gennemløb fra min side, ville det ikke have været godt nok," fastslog Odermatt således efter sin andenplads nummer to på lige så mange dage i lørdagens styrtløb. 

I kampen om de kommende styrtløbssejre, skal Cyprien Sarrazin og Marco Odermatt end ikke slås med Norges bedste kort i disciplinen, for på den legendariske Lauberhorn-piste i schweiziske Wengen, hvor Sarrazin altså hentede to andenpladser, styrtede nordmanden og rev skulderen af led, hvorfor den 32-årige forhenværende World Cup-vinder er færdig for sæsonen. 

Det kan i stedet meget vel være 34-årige italienske Dominik Paris, der selv har vundet tre gange på Streif, som skal forsøge at blande sig i topstriden, men for nuværende er Odermatt og Sarrazin altså stukket af. Førstnævnte måske en lille overraskelse taget tidligere sæsoners styrtløbspræstationer i betragtning. Sidstnævnte en decideret fransk sensation.