Bjorkstrand hjælper Seattle ud af nederlagsstime i NHL

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Bjorkstrand hjælper Seattle ud af nederlagsstime i NHL
Oliver Bjorkstrand bidrog med en scoring i nattens sejr.
Oliver Bjorkstrand bidrog med en scoring i nattens sejr.STEPH CHAMBERS/GETTY IMAGES NORTH AMERICA/Getty Images via AFP
Efter otte nederlag i træk i NHL hjalp Oliver Bjorkstrand sit hold, Seattle Kraken, ud af den kedelige stime i den bedste nordamerikanske ishockeyliga.

Seattle Kraken vandt 4-0 hjemme over Anaheim Ducks natten til onsdag dansk tid.

Oliver Bjorkstrand stod for målet til 3-0 fem minutter inde i anden periode, da Seattle Kraken udnyttede et powerplay. Danskeren var hurtigt over en løs puck og fandt vejen til nettet med en resolut afslutning.

Allerede i første periode havde Seattle Kraken scoret to gange, og kampen blev reelt afgjort i anden periode med yderligere to scoringer af hjemmeholdet.

Anaheim Ducks-spilleren Troy Trott havde fornemmelsen af, at Seattle Kraken-spillerne ville det mere end udeholdet.

"Jeg følte, at vi var flade fra start. Der var en, der sagde, at Seattle ikke havde vundet i et stykke tid."

"Man kunne mærke, at de var mere sultne end os. Det er uacceptabelt at starte kampen på den måde," siger Troy Trott ifølge nhl.com.

Trods sejren er Seattle Kraken langt væk fra en plads i slutspillet. Det skyldes blandt andet den netop overståede stime af nederlag på otte kampe i træk.

I en af de øvrige NHL-kampe blev Lars Eller noteret for en assist for Pittsburgh Penguins, der vandt 4-1 hjemme over Carolina Hurricanes, som lod keeperen Frederik Andersen sidde over.