Forsvarende fransk World Cup-vinder fik endelig hul på bylden i norsk opvisning

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Forsvarende fransk World Cup-vinder fik endelig hul på bylden i norsk opvisning
I 2013 debuterede Johannes Thingnes Bø i skiskydningens World Cup. Lørdag tog han sæsonens syvende sejr ud af 10 mulige.
I 2013 debuterede Johannes Thingnes Bø i skiskydningens World Cup. Lørdag tog han sæsonens syvende sejr ud af 10 mulige.Jure Makovec/AFP
Mens norske Johannes Thingnes Bø ikke på noget tidspunkt blev åndet i nakken i lørdagens jagtstart, var der ikke desto mindre godt nyt for franske fans af skiskydning. Den samlede World Cup-vinder fra seneste sæson, Quentin Fillon Maillet, formåede nemlig endelig at komme på podiet i denne sæson.

Der var egentlig plads til masser af fejl for norske Johannes Thingnes Bø, da der lørdag blev kørt 12,5 kilometer jagtstart i slovenske Pokljuka. For fredag fejede nordmanden således al modstand til side, da han vandt sprintløbet med hele 48 sekund ned til storebror Tarjei Bø.

Det var derfor det største forspring i karrieren for Johannes Thingnes Bø, da den 29-årige megastjerne blev sendt afsted. 48 sekunder til brormand Tarjei, 55 sekunder til Sturla Holm Lægreid, over et minut til tyske Benedikt Doll.

Men når man både er den hurtigste i sporet og gennemsnitligt rammer 93 procent af sine liggende skud og 86 procent af sine stående skud, så laver man i det hele taget ikke ret mange fejl. Og det gjorde Bø da heller ikke i lørdagens jagtstart.

Selvom han havde to forbiere undervejs, så formåede Thingnes Bø at udbygge de 48 sekunder, som han havde til nærmeste forfølger, da skiskytterne blev sendt afsted, for da Bø krydsede målstregen efter fem runder og fire skydninger, skulle der gå hele 1 minut og fire sekunder, før løbets nummer to kom i mål.

Og netop kampen om de to nederste pladser på podiet var markant mere spændende og dramatisk end den ikkeeksisterende kamp om førstepladsen. For Tarjei Bø og Sturla Holm Lægreid blev nemlig udfordret gevaldigt bagfra, så det var ingen af de to nordmænd, der tog af sig af andenpladsen i Pokljuka.

Den gik i stedet til franske Quentin Fillon Maillet. Den 30-årige dobbelte olympiske mester vandt den seneste samlede World Cup foran Sturla Holm Lægreid, men i denne sæson har franskmanden slet ikke fundet niveauet, hvorfor lørdagens andenplads var den første podieplacering for Fillon Maillet i denne sæson.

Tredjepladsen endte med at gå til Tarjei Bø foran Lægreid, men bagfra blev de to nordmænd også udfordret af det 22-årige italienske talent Tommaso Giacomel, der med en flot fjerdeplads to sin bedste World Cup-placering i karrieren.

I den samlede stilling er der reelt tale om et parløb mellem Johannes Thingnes Bø og Sturla Holm Lægreid, der begge har et kæmpestor forspring til treeren i World Cuppen, franske Émilien Jacquelin, der med en placering som nummer 64 i fredagens sprint ikke var kvalificeret til lørdagens jagtstart.

Søndag køres stafetterne i slovenske Pokljuka, før der fra 11. januar afvikles skiskydning i tyske Ruhpolding.