Syv sejre i ni kampe i vild slutspurt: Warriors kan selv afgøre playoff-skæbne

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Syv sejre i ni kampe i vild slutspurt: Warriors kan selv afgøre playoff-skæbne
Stephen Curry har været stærkt spillende i Golden State Warriors' slutspurt. Stjernen har ikke scoret under 20 point i de seneste ni kampe.
Stephen Curry har været stærkt spillende i Golden State Warriors' slutspurt. Stjernen har ikke scoret under 20 point i de seneste ni kampe.Thearon W. Henderson/Getty Images North America/Getty Images via AFP
Trods en svær og svingende sæson, står NBA's forsvarende mestre nu med muligheden for selv at afgøre, om de skal direkte med i årets slutspil, eller om de skal igennem den såkaldte play-in turnering først. Natten til lørdag vandt Golden State Warriors således for syvende gang i deres seneste ni opgør, og Warriors tog således endnu et skridt mod en slutspilsbillet ansporet af Stephen Curry og Klay Thompson.

Det har ikke været den mest prangende sæson for de forsvarende NBA-mestre fra Golden State Warriors, der har kæmpet med skadesproblemer til profiler i en ualmindeligt stærk og lige Western Conference.

Så stærk og lige er Western Conference sågar, at Stephen Curry og Co. med blot én kamp tilbage i grundspillet fortsat ikke kan vide sig sikre på en plads i årets playoffs, hvilket heller ikke hverken Los Angeles Clippers eller Los Angeles Lakers kan.

Men Steve Kerrs stærke San Francisco-mandskab har gjort sit til i løbet af marts og april for at sikre sig en af de seks direkte slutspilsbilletter, der er på højkant. Således er det siden 1. marts blevet til 12 sejre ud af 20 mulige, og i de seneste ni opgør har Warriors vundet syv.

Senest blev det natten til lørdag til en sejr på 119-97 over Sacramento Kings, der allerede har sikret sig tredjepladsen i Western Conference, og derfor skal op imod sjettepladsen, det sidste direkte slutspilsmandat, i første runde af slutspillet.

Kampen mellem de to californiske mandskaber natten til lørdag kunne såvel meget nemt have været en smagsprøve på første runde af slutspillet, for Golden State Warriors kan ende som lige netop nummer seks i Western Conference, hvis Curry og Co. vinder i sidste spillerunde, mens Los Angeles Clippers vinder begge af sine resterende kampe.

I så fald vil Golden State Warriors nemlig komme med på yderste slutspilsmandat, mens Los Angeles Clippers vil overtage den femteplads, som Warriors efter sejren over Kings indtager.

Det var, ikke så overraskende, Stephen Curry og Klay Thompson, de såkaldte Splash Brothers, der natten til lørdag stod for at score pointene for de forsvarende mestre. Førstnævnte bød ind med 25 point, syv rebounds og seks assists, mens Klay Thompson stod for 29 point. Også Donte DiVincenzo havde en produktiv aften med 18 point.

Hjemmeholdet i Golden 1 Center, Sacramento Kings, var dog uden holdets to helt store profiler, da hverken Domantas Sabonis eller De'Aaron Fox var tilgængelig for head coach Mike Brown.

Således kan Golden State Warriors nu altså selv afgøre sin slutspilsskæbne på sidste spilledag, hvor de besøger Portland Trail Blazers, der allerede er ude af slutspilsræset, i Oregon. Skulle Warriors tabe her, kan LeBron James' Los Angeles Lakers kravle op på en direkte slutspilsplads, mens Warriors i så fald risikerer at se sig henvist til en af de såkaldte play-in pladser, der går til holdene fra syvendeplads til og med 10.-pladsen.

Sidste spillerunde af grundspillet i NBA afvikles søndag aften dansk tid. Mens Warriors altså skal besøge Portland, så spiller Los Angeles Lakers hjemme i Californien mod Utah Jazz. I Clippers' to resterende kampe møder de først Trail Blazers på hjemmebane natten til søndag, før de på udebane møder Phoenix Suns i sidste spillerunde.