Vinder første slutspilsserie i to årtier: Timberwolves gør det af med Durant og Co.

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Vinder første slutspilsserie i to årtier: Timberwolves gør det af med Durant og Co.

Mike Conley og Anthony Edwards er klar til semifinalerne i Western Conference.
Mike Conley og Anthony Edwards er klar til semifinalerne i Western Conference.Profimedia
Med nok en sejr i Phoenix, er Minnesota Timberwolves klar til semifinalerne i Western Conference. Det er første gang i 20 år, at holdet formår at vinde en slutspilsserie. Dermed er stjerner som Kevin Durant og Devin Booker færdige i årets slutspil.

Fire kampe. Det var alt, hvad Chris Finch’ Minnesota Timberwolves skulle bruge til at besejre Phoenix Suns, der med stjernenavne som Kevin Durant og Devin Booker må se sig færdige i årets slutspil allerede i første runde.

Natten til mandag tog Timberwolves, der i årets grundspil var forrygende og sluttede som nummer tre i Western Conference, nemlig sejr nummer fire ud af fire mulige, da de i Footprint Center i Arizona besejrede Suns med 122-116.

Sejren kom i hus ovenpå tre dominerende kampe i seriens start, hvor Timberwolves først nemt fik skovlen under Suns hjemme i Minneapolis med to sejre i Target Center, inden Finch’ mandskab i kamp tre tog en stor og for Suns formentlig demotiverende sejr i Phoenix.

Slutspilsserien er den første, som Timberwolves formår at vinde i 20 år, efter det i de seneste tre slutspilsoptrædener er blevet til exit allerede i første runde.

Således blev det til nederlag mod Memphis Grizzlies for to år siden, mens det i seneste sæson var de senere mestre fra Denver Nuggets, der sendte Minnesota ud.

Dermed skulle man før sejren over Suns helt tilbage til 2004 for at finde seneste slutspilssejr til Timberwolves. Dengang blev Nuggets besejret i første runde, inden holdet, ansporet af superstjernen Kevin Garnett, nåede Conference-finalen og tabte 4-2 til et Los Angeles Lakers-hold med både Kobe Bryant og Shaquille O’Neal.

I 2024 hedder stjernen i Timberwolves naturligvis ikke længere Kevin Garnett. I denne sæson har det i stedet været den blot 22-årige shooting guard Anthony Edwards, der har været holdets helt store aktiv og stjerne, og det var da også netop Edwards, der var holdets mest scorende natten til mandag, præcis som han har været det i tre ud af de fire opgør mod Suns.

Sammenlagt fik Edwards scoret hele 40 point i sejren natten til mandag, mens Suns’ Devin Booker forgæves scorede 49. I det hele taget har Edwards stået for en flot præstation i serien mod Suns, og den unge stjerne har således snittet over 30 point per kamp over de fire kampe.

Sejren kom dog med en vis pris, da Timberwolves måtte se en profil blive skadet undervejs. Det var dog hverken Anthony Edwards, franske Rudy Gobert, eller den profilerede skarpskytte Karl-Anthony Towns. Faktisk var det slet ikke en spiller. Nej, i stedet blev cheftræner Chris Finch simpelthen knæskadet.

Den 54-årige cheftræner, der er i gang med sin tredje sæson i Minnesota og var med i opløbet til prisen som årets træner, blev nemlig uheldigvis ramt af holdets point guard, Mike Conley, da erfarne Conley blev skubbet af banen af føromtalte Booker.

Spørgsmålet er således nu, om Timberwolves må undvære Finch i én eller flere kampe, eller om Finch blot må finde sig i at blive siddende på bænken i stedet for at uddele dessiner fra stående i den Conference semifinaleserie, der nu venter Timberwolves.

Modstanderen her er endnu ukendt, men det bliver enten de forsvarende mestre fra Denver Nuggets eller føromtalte Lakers, nu med LeBron James og Anthony Davis i spidsen. Nuggets fører den pågældende serie med 3-1, og alt peger således i retningen ad en gentagelse af første runde-mødet fra seneste sæson mellem Timberwolves og Nuggets.

I de to øvrige serier i Western Conference mødes Oklahoma City Thunder og New Orleans Pelicans samt Los Angeles Clippers og Dallas Mavericks. Mens det er helt lige mellem de to sidstnævnte, 2-2, så har Thunder taget en dominerende 3-0-føring over Pelicans.