Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Nora Mørk sender Esbjerg i DM-finalen med én boldberøring

Ritzau
Esbjerg-spillere jubler over finaleplads
Esbjerg-spillere jubler over finalepladsErnst Van Norde/Ritzau Scanpix
Nora Mørk sad på bænken i hele kampen, men blev efter slutfløjt altafgørende for, at Team Esbjerg onsdag aften spillede sig i DM-finalen.

I den anden semifinale mod Ikast Håndbold fik vestjyderne straffekast i sidste sekund, og efter at dommerne lod tiden løb ud, kom den iskolde norske stjerne på banen og scorede til 33-33.

Esbjerg vandt den første kamp i semifinaleserien, og dermed var uafgjort altså nok i onsdagens opgør, hvor Ikast var lige ved at lave kuppet på hjemmebane.

De gulklædte værter var bagud hele vejen, men den tjekkiske stjerne Markéta Jerábková scorede tre mål til allersidst og bragte Ikast foran 33-32.

Men så fremprovokerede Julie Bøe Jacobsen det straffekast, som Nora Mørk afgjorde kampen på.

Det er endnu uvist, hvem Esbjerg skal møde i finalen. Tidligere onsdag vandt Nykøbing Falster Håndboldklub meget overraskende over Odense Håndbold, og de to skal derfor mødes i et tredje og afgørende semifinalebrag.

Ligesom Nora Mørk sad den måske største profil Henny Reistad ude i hele kampen, og i stjernernes fravær var meget af ansvaret hos Esbjerg afleveret til landsholdsbobleren Michala Møller, som i kampens begyndelse var afgørende for, at Esbjerg slog hul.

Den vævre bagspiller bevægede sig smidigt rundt på banen og kontrollerede den vestjyske syv mod seks-offensiv, hvor nærmest alle bød ind med scoringer.

Esbjerg var to skridt foran Ikast, som ikke kunne regne gæsternes offensiv ud. I nogle perioder måtte Ikast klamre sig til mål scoret tomt net, fordi esbjergenserne tog keeper Anna Kristensen ud, når de var i angreb.

Det kommer man ikke langt med, når man ikke for alvor kan få hul på det etablerede angrebsspil, og ved pausefløjt stod der 17-12 i vestjysk favør.

Kampbilledet fortsatte efter pausen, hvor Ikast-træner Kasper Christensen døjede med at få sit hold til at dække op, som han dikterede.

Det gav han udtryk for i en timeout kort efter pausen, efter at Michala Møller tre gange havde fået den midtjyske defensiv til at se pilskæv ud.

Det hjalp. Pludselig spillede Ikast drømmehåndbold. Først var det Simone Petersen, der med hård hånd kontrollerede Ikasts syv mod seks-spil og skabte de nødvendige chancer til at bringe værterne tilbage i kampen.

Og da det for alvor skulle afgøres, meldte Markéta Jerábková sig ind i opgøret, men lige lidt hjalp det.