Måske skal der de kommende uger bruges ekstra meget smertestillende medicin hos Shiffrin-Aamodt Kilde familien.
Parret, bestående af Mikaela Shiffrin og Aleksander Aamodt Kilde, to af verdens største alpine skistjerner, har nemlig begge på kort tid været involveret i to voldsomme styrt.
Senest gik det ud over Shiffrin, da den 28-årige amerikanske skidronning fredag styrtede slemt i italienske Cortina d’Ampezzo.
Her kørte kvinderne styrtløb, der igennem karrieren ikke har været blandt Shiffrins favoritdiscipliner, selvom amerikaneren i starten af december tog karrierens fjerde World Cup-sejr i disciplinen i schweiziske St. Moritz.
Men fredag gik det altså galt, da amerikaneren, der har rekorden for allerflest World Cup-sejre i historien, styrtede efter at have mistet balancen kort efter et af de spring, der ofte indgår i styrtløb.
Selvom et af de mange strategisk placerede hegn fik grebet Shiffrin, stod det hurtigt klart, at hun var kommet alvorligt til skade med sit venstre ben, hvorfor hun blev sendt med helikopter fra pisten efter at være blevet tilset.
De første meldinger fra den amerikanske skilejr går på, at stjernen fortsat undersøges for skader på sit ben, men at både det forreste og bageste ledbånd i knæet ser ud til at være intakte. Omfanget af skaderne er således endnu ikke kortlagt.
Da Shiffrins norske kæreste, føromtalte Aleksander Aamodt Kilde for nylig styrtede lige før mål på den legendariske Lauberhornpiste i schweiziske Wengen, kostede det nordmanden en skulder af led, som han efterfølgende er blevet opereret for.
Fredagens løb blev vundet af østrigske Stephanie Venier foran schweiziske Lara Gut-Behrami, mens canadiske Valerie Grenier tog sig af tredjepladsen.