Han har aldrig slået Novak Djokovic, og søndag er det netop den 36-årige grand slam-veteran, der venter på gruset.
Serberen kan med en sejr sætte herrerekord for flest grand slam-titler i karrieren, men Ruud har en plan, der skal stoppe veteranen.
"Det handler bare om ikke at tænke, at jeg "er nødt til" at vinde denne her kamp. At det virkelig er en "nødvendighed", at jeg vinder. Det er et ord, jeg prøver at undgå," siger nordmanden.
I turneringens tidligere runder tænker han mere over det, forklarer han, så man kan komme videre til de sværere kampe.
"Men nu er jeg i finalen. Uanset hvad der sker på søndag, har det været to gode uger, og jeg vil selvfølgelig gøre mit bedste, men nogle gange spiller man sit bedste tennis, når man ikke tænker for meget over det. Det går bare på autopilot," siger han.