Skuffet Simon Kjær klar om fire år igen: Vi ønsker stadig at vinde noget med det her hold

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Skuffet Simon Kjær klar om fire år igen: Vi ønsker stadig at vinde noget med det her hold

Skuffet Simon Kjær klar om fire år igen: Vi ønsker stadig at vinde noget med det her hold
Skuffet Simon Kjær klar om fire år igen: Vi ønsker stadig at vinde noget med det her holdProfimedia
Fodboldlandsholdets anfører Simon Kjær er skuffet og frustreret, efter at Danmark onsdag røg ud af VM-slutrunden i Qatar efter et 0-1-nederlag til Australien i den afgørende gruppekamp.

Han erkender, at det danske spil til VM har været langt under det forventede niveau.

"Jeg er ked af det på holdets vegne. Jeg havde store forventninger til os, ligesom der var store forventninger til os derhjemme. Jeg er selvfølgelig ked af, at vi aldrig fik rullet vores spil ud."

"Der har været momenter, hvor det har været lige ved og næsten, men det er nok betegnelsen for de her tre gruppekampe. Vi må tage de tæsk, der kommer, for det har ikke været godt nok", siger Simon Kjær.

Anføreren spillede selv kun den første af Danmarks gruppekampe. Lårproblemer har til Kjærs frustration forhindret hans deltagelse i Danmarks to andre gruppekampe.

Nøglespillere svigtede

Andre af landsholdets ledende spillere som Christian Eriksen, Kasper Schmeichel og Pierre-Emile Højbjerg kom ikke ud til den skrivende presse efter nederlaget til Australien. Derfor var det i overvejende grad op til den skuffede kaptajn at sætte ord på VM-fiaskoen.

"Man skal kende sin besøgelsestid, og det har vi ikke været dygtige nok til. Lige så meget som tingene gik op i en enhed sidste sommer (ved EM, red.), gik de ikke op den her gang. Det skal vi have kigget på. Vi er mindst lige så skuffede som alle derhjemme. Der er ikke andet for end at lægge sig fladt ned og beklage."

"Men det her resultat ændrer ikke på, at vi ønsker at vinde noget med det her hold. Vi er ikke et dårligere fodboldhold nu end inden VM", siger Simon Kjær.

Han medgiver, at Danmarks offensiv har været tam, hvilket et enkelt scoret mål efter en dødbold også vidner om. Det bærer hele holdet et ansvar for, mener Kjær.

Samtidig påpeger han, at der har været små momenter i alle tre gruppekampe, som på en lidt bedre dag kunne have tippet de nok så berømte marginaler over på Danmarks side.

"Vi formår ikke at få kvaliteten ud"

"Det kan lyde som en undskyldning, men det er virkelig de små detaljer og kampe i kampen, der gør, om man får momentum. Sådan er fodbold. Jeg har været i gamet lang tid nok til at forstå, hvordan det fungerer. Det er bare pisse frustrerende, for vi har så meget kvalitet, men vi formår ikke at få det ud", siger Simon Kjær.

Ved VM for fire år siden tabte Danmark til Kroatien i ottendedelsfinalen efter straffesparkskonkurrence. Det var en bitter pille at sluge, men Danmark kunne rejse hjem med større stolthed fra Rusland, end holdet nu kan fra Qatar.

"Det her er en skuffelse på et andet niveau. I Rusland spillede vi vores rolle, det har vi ikke gjort her, og det kan vi ikke være tilfredse med", siger forsvarsspilleren. Den 33-årige anfører fortæller desuden, at han satser på, at slutrunden i Qatar ikke bliver hans sidste VM.