Sådan gik det: OB rykker ned i 1. division efter nyt nederlag og regn af kanonslag

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Sådan gik det: OB rykker ned i 1. division efter nyt nederlag og regn af kanonslag

Opdateret
OBs fans fik en elendig lørdag og en sur køretur hjem til Odense, hvor de skal fordøje en nedrykning.
OBs fans fik en elendig lørdag og en sur køretur hjem til Odense, hvor de skal fordøje en nedrykning.Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vi er nået til sidste spillerunde i Superligaens nedrykningsspil, og her er spændingen i den grad intakt. Ikke alene skal det afgøres, hvem der skal tage den trælse elevatortur ned til første division, men i toppen af puljen er det stadig helt åbent, om det bliver Randers, Viborg eller endda Vejle, der længe lå til nedrykning, som slutter som nummer syv. En placering, der giver adgang til playoffkampene om en plads i Conference League næste sæson.

Få overblikket over, hvad der er på spil for de seks hold her:

Følg Viborg - OB live her: 

Sådan gik det:

En katastrofal sæson ender med nedrykning til OB. Den tidlige føring ved Max Fenger gjorde håbet lysegrønt for Striwerne, men de defensive mangler, der har stået i kø i denne sæson endte med at koste dem to scoringer i den anden ende, og dermed var resultatet af Lyngbys kamp mod Hvidovre helt ligegyldig. 

Spillerbedømmelser
SpillerbedømmelserFlashscore

Det ændrer dog ikke på, at deres offensive idéfattigdom var markant, og det så aldrig rigtig ud til, at de kunne vende kampen mod Viborg. Især deres dyre spillere var chokerende passive i anden halvleg, og trods solide fighterindsatser fra deres unge kuld af spillere, så virker resultatet retfærdigt. 

Måske den udrensning, der uden tvivl venter i OBs trup, kan udgøre en renvisket tavle, hvorpå den fynske fodboldstolthed kan skrive næste kapitel på? Der bør i hvert fald skrives med store bogstaver i analysen af deres præstationer mod slutningen af sæsonen.

Kl. 17.17: "Det er en forfærdelig følelse,der går lige ind i hjertet. Vores fans har bakket os op hele tiden og været der hele vejen. Vi har et stort, stort ansvar. Vi har ikke haft det udtryk, som OB skal have, og jeg er trist på alles vegne. Vores fans, os spillere og de folk i klubben, der har arbejdet hårdt for os," siger anfører Bjørn Paulsen efter kampen til Viasat.

Samtidig går OBs sportsdirektør Björn Wesström ned for at blive overfuset af OBs rasende og skuffede tilhængere. Hans ansigtsudtryk er at forveksle med en bedemand, og de undskyldende håndbevægelser fra svenskeren er ikke svære at fortolke. 

Det er dem fra OBs fans bestemt heller ikke.

Wesström stikker hovedet ind i løvens mund
Wesström stikker hovedet ind i løvens mundMads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kl. 17.06: SLUT - Kampen er efter et kvarters overtid blevet fløjtet af i Viborg, og fiaskoen er total for gæsterne fra OB, der må erkende, at den i næste sæson står på 1. division for den fynske stolthed. 

Slutstillingen
SlutstillingenFlashscore

Kl. 16.59: I Randers er der - i modsætning til i Odense - fest, da kampen mod Vejle er fløjtet af. Med en 1-0 sejr er de klar til europæisk playoff.

Randers fejrer deres syvendeplads
Randers fejrer deres syvendepladsHenning Bagger/Ritzau Scanpix

Kl. 16.56: Nedrykningen var vel en realitet allerede før kanonslagene tvang spillerne fra banen i Viborg, men nu er den helt sikker. Det slutter 0-0 i Hvidovre, og Lyngby er klar til endnu en sæson i Superligaen.

Kong David Nielsen har dermed hevet sværdet ud af stenen i endnu en klub efter at have gennemført en stor redningsaktion.

Kl. 16.54: Vi kan så småt komme i gang med fodbolden igen, da de tvivlsomme elementer blandt OBs fans enten er blevet lukket ned, eller simpelthen er løbet tør for ammunition. De formåede inden da at antænde nettet mellem dem og banen.

Alt, hvad fodbold ikke bør være, flot demonstreret af nogle OB-fans
Alt, hvad fodbold ikke bør være, flot demonstreret af nogle OB-fansBo Amstrup/Ritzau Scanpix

Kl. 16.46: Der er væsentligt mere krudt i OBs fans end deres spillere. Frustrationerne koger over, og kanonslag, som fynboerne har smuglet ind på den ene eller anden måde, regner ind fra ude-tribunen. Kampen er derfor midlertidigt afbrudt, mens det lyder som nytårsaften i Viborg. 

Kl. 16.42: Raul Albentosa er ej populær i Viborg, der kortvarigt var på vej mod europæisk playoff. Vejles forsvarsklippe har nemlig på et fejlplaceret hovedstød bragt Randers foran på et selvmål, og dermed er kronjyderne tilbage på syvendepladsen - for nu.

Kl. 16.36: Det kunne vist ligne det for OB i Superligaen i denne omgang.

Netop indskiftede Magnus Westergaard afdribler Myhra efter at være sluppet alt, alt for nemt fri i feltet, og han sender nemt OB helt ned i dyndet - og sandsynligvis en tur ned i 1. division for første gang siden 1998, med mindre, der sker små mirakler.

Kl.16.35: MÅL TIL VIBORG!

Kl. 16.33: Viborg har foretaget to, offensive indskiftninger. Ibrahim Said har erstattet Serginho og Magnus Westergaard erstatter målscorer Vester.

Også OB skifter to mand, da Markus Jensen erstatter Alasana Manneh mens Rami Al Hajj erstatter OBs kaptajn Bashkim Kadrii, der - symptomatisk nok - har været helt og aldeles usynlig for Striwerne.

Imens har der i Hvidovre været en stor chance, da Martin Spelmann flugtede bolden mod Lyngbys mål, men bolden blev reddet flot af målmand Storch.

Kl. 16.31: Presset på OBs tilskuere er markant.

OBs tilskuere ser modfaldne til
OBs tilskuere ser modfaldne tilMads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kl. 16.27: Luca Kjerrumgaard brænder en kæmpe chance for at bringe OB foran igen, da han sender en god hovedstødschance forbi mål. Kort efter er det indskiftede Deedson, der forsøger sig, men den uortodokse haitianers skud bliver blokeret. Fynboerne bider igen fra sig, og havde pludselig igen lidt bid i deres ellers noget tamme offensivspil.

Stadig intet at rapportere fra de to andre kampe, der forbliver målløse indtil videre.

Kl. 16.21: UDSKIFTNING - Don Deedson afløser Max Ejdum i en offensiv indskiftning fra Søren Krogh. Deedson lægger sig helt på top, mens målscorer Fenger trækker sig lidt ned i banen.

Kl. 16.19: OB må op på hesten igen, men det er problematisk for dem, at Viborg nu gerne lader dem have bolden. For fynboerne skaber sørme ikke meget offensivt, selvom de har boldbesiddelsen.

Kl. 16.14: OBs laissez-faire indstilling til Viborgs indlæg får konsekvenser, og alvoren er malet ud over tilhængernes ansigter. 19-årige Jakob Vester står helt fri til at modtage en headet pasning fra klædeskabs-store Ementa, og han kan nemt udligne for værterne med en hård afslutning bag Myhra. 

Viborg fejrer udligningen til 1-1
Viborg fejrer udligningen til 1-1Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Kort efter truer Serginho igen i OB-feltet, og Viborg er tæt på at gøre det til en komplet mareridtsstart på 2. halvleg efterfølgende.

Viborg har nu passeret Vejle i tabellen og nærmer sig Randers på den efterspurgte syvendeplads.

Kl. 16.11: MÅL - Jakob Vester udligner til 1-1 for Viborg!

Kl. 16.05: Vi er begyndt igen i Viborg, og Jakob Poulsen var egentlig OK tilfreds med første halvleg.

"Første del af første halvleg var ikke ret god, men jeg synes egentlig, vi har siddet på anden del af halvlegen," sagde Viborg-træneren til Viasat.

1. halvleg opsummeret:

OB kan roligt holde håbet i live efter at være kommet bragende ud til deres mest afgørende kamp i sæsonen med en tidlig føring til følge, som de har passet på til pausen. Defensivt har de dog stadig problemer, og Viborg har fået nogle chancer, som burde være blevet konverteret noget bedre. 

Halvlegsstatistik
HalvlegsstatistikFlashscore

Luca Kjerrumgaard er en konstant torn i øjet for Viborgs forsvar, og det ser generelt ikke ud til, at Max Fengers scoring bliver den sidste i kampen, der har godt liv i sig. 

Lyngby skal fortsat bare indkassere et enkelt mål, før fynboerne for alvor kan begynde at pille nervøst ved champagnepropperne. Og allerede nedrykkede Hvidovre sidder faktisk på sagerne i den kamp.

Kampstatistik i Hvidovre
Kampstatistik i HvidovreFlashscore

Kl. 15.51:  PAUSE - Der er fløjtet til pause i samtlige tre kampe. Kun OB har formået at sende bolden i nettet. Viborg fik sig dog en god chance kort før pausefløjtet, men Ementa formåede at forkludre sit hovedstød totalt på en ellers glimrende mulighed.

Med den nuværende stilling er alt således uændret i stillingen i nedrykningsslutspillet.

Kl. 15.45: At OB har haft overtaget i det målsøgende spil har afspejlet sig i seks hjørnespark i første halvleg, mens Viborg slet ingen har haft. Efter et af dem roterer Tom Trybull på en tallerken og afslutter prompte, men tyskerens skud bliver blokeret.

Kl. 15.41: Viborg presser OB tilbage, og Serginho leverer et giftigt forsøg, efter han i klassisk stil dribler ind i banen fra sin højrekant og affyrer et fladt skud. Den tager Myhra sig dog nemt af.

Kl. 15.39: Det står stadig status quo i de to andre kampe i Superligaen. Lyngby har dog fået sig lidt af en mavepuster, da bunderfarne Andreas Bjelland har måttet forlade banen med en skade. Ind er i stedet kommet Brian Hamalainen.

Bjelland måtte udgå efter 10 minutters spil
Bjelland måtte udgå efter 10 minutters spilClaus Fisker/Ritzau Scanpix

Kl. 15.33: Anosike Ementa tager på et større soloraid gennem OBs forsvar, men sender i sidste ende bolden langt over mål med sin højre inderside. Samtidig er OB lettere rystede, da Kjerrumgaard er til behandling efter at have slået hovedet i en duel med Oliver Bundgaard. Den unge angriber ser dog ud til at blive klar igen.

Kl. 15.26: Isak Jensen kommer frem til en stor chance, men midt for mål sender han bolden direkte på Viljar Myhra i OB-målet, der parerer bolden højt ud midt i feltet, inden forsvaret efterfølgende får den clearet.

Isak Jensen, der såmænd er et produkt af OBs talentafdeling og er født i Odense, er i øvrigt kort før kampen blevet præsenteret som 100% Viborg-spiller. Klubben har nemlig købt den 20-årige fri af St. Louis City FC.

"Isak har i denne sæson fået sit gennembrud i Viborg og i Superligaen, så jeg er naturligvis rigtig glade for, at vi er lykkedes med at lave en længerevarende aftale med Isak," siger sportschef Mads Agesen.

Kl. 15.20: Luca Kjerrumgaard forsøger sig fra en spids vinkel, men Mantl parerer månedens unge spiller i Superligaens forsøg ud til hjørne. OB har kampen udmærket under kontrol lige nu, og vikingen fra Augustenborg, Bjørn Paulsen, kommer vanen tro i vejen for mange bolde i både luften og ved jorden. 

Kl. 15.15: Randers har fået annulleret en scoring mod Vejle, og i samme periode har OB været tæt på at komme på 2-0, men Kjerrumgaard sendte bolden på stolpen. En lovende og aggressiv start fra Striwerne.

Glæde på tilskuerpladserne
Glæde på tilskuerpladserneMads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kl.15.12: MÅL! Max Fenger glider igennem i højre side af feltet, hvor han modtager en pasning fra Leeroy Owusu, og Fenger sender fra nærmest nul grader bolden op i nettaget bag Nico Mantl.

Kl. 15.10: Trods to hjørnespark har OB ikke formået at skabe nogen reelle chancer i kampens første ti minutter. Imens har Simon Makienok formøblet en større chance i Hvidovre, hvor han tæskede bolden direkte i favnen på Jannik Storch.

Kl. 15.05: OB har netop fået jaget en tidlig skræk i livet, da 21-årige Mads Søndergaard steg op til bolden i fri position. Han headede dog langt over i en situation, hvor OBs defensiv så distræt ud.

Kl. 15.00: Bolden er givet op i de tre kampe. 

Kl. 14.58: Jacob Karlsen har fået æren af at dømme gyseren i Viborg.

Kl. 14.55: På nippet af at startfløjtene lyder i de tre kampe, kan vi nå at se på OBs seneste kampe mod Viborg. Her er det blevet til to sejre til begge hold samt en uafgjort. Det bør dog bemærkes, at OBs ene sejr var i en træningskamp. 

Seneste H2H-opgør
Seneste H2H-opgørFlashscore

Kl. 14.45: Fynboernes Luca Kjerrumgaard har scoret i de seneste fire kampe for OB, og han kan måske være nøglen til den usandsynlige overlevelse. Den 21-årige angriber er derudover netop blevet belønnet med titlen som månedens unge spiller i Superligaen.

Kl. 14.35: Vi er klar med startopstillingerne i de tre kampe i den danske Superliga. For Vejles tilfælde er det bemærkelsesværdigt, at den stærke keeper Nathan Trott er blevet bænket i udekampen mod Randers, hvor en sejr til vejlenserne vil sende dem forbi netop kronjyderne.

Følg Randers - Vejle her:

Startopstillinger i Randers
Startopstillinger i RandersFlashscore

OB stiller i Viborg med en enkelt ændring i forhold til seneste kamp, da Tom Trybull er på banen i stedet for Don Deedson. En defensiv ændring, da den stærke tysker erstatter den noget mere offensive Deedson.

Start-11erne i Viborg
Start-11erne i ViborgFlashscore

I Hvidovre er der blevet roteret et halvt hold, og det har givet plads til de rutinerede Martin Spelmann og Simon Makienok i startopstillingen. 

Følg Hvidovre - Lyngby live her:

David Nielsen har sendt Jannik Storch på mål i stedet for den fysisk noget større David Jensen til Lyngbys skæbnekamp.

Kl. 14.30: Velkommen til vores live tracker, der vil følge de tre kampe i nedrykningsspillet til dørs. På Viborg Stadion er udebaneafsnittet proppet med optimistiske OB-fans, der nægter at sælge deres holds skind, før bjørnen er endegyldigt skudt.

Stillingen taler dog virkelig ikke til fynboernes fordel. Alt andet end en sejr i Viborg er ensbetydende med nedrykning, og selv ikke det vil være nok til overlevelse.

Stillingen inden sidste spillerunde
Stillingen inden sidste spillerundeFlashscore