Norske favoritter levede op til forventninger i Pokljuka: Forfærdelig svensk præstation

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Norske favoritter levede op til forventninger i Pokljuka: Forfærdelig svensk præstation
Norske favoritter levede op til forventninger i Pokljuka: Forfærdelig svensk præstation
Norske favoritter levede op til forventninger i Pokljuka: Forfærdelig svensk præstationJure Makovec/AFP
Mens norske Vetle Sjåstad Christiansen og Ingrid Landmark Tandrevold fejede al modstand til side i Slovenien, så gik det helt anderledes galt for det svenske par, da der blev kørt single mixed stafet i Pokljuka søndag middag.

Der var to forhåndsfavoritter til søndagens single mixed stafet i slovenske Pokljuka. Det var Norge, og det var Sverige. Men kun én af disse formåede at imødekomme forventningerne, for mens det norske par knuste al modstand, så gik det forfærdeligt for de to svenske skiskytter.

Forventningerne var altså, at Sebastian Samuelsson og Anna Magnusson skulle udfordre de to stærke nordmænd Vetle Sjåstad Christiansen og Ingrid Landmark Tandrevold, men det gik helt skævt for Samuelsson og Magnusson, der med hele 13 forbiere måtte ud på tre strafrunder undervejs.

Det rakte blot til en skuffende plads som nummer 10 på målstregen, for på opløbsstrækning fik selv det moldoviske par, bestående af Mihail Usov og Alina Stremous, overhalet svenskerne med en stærk slutspurt.

For Sjåstad Christiansen og Landmark Tandrevold var der omvendt slet ingen slinger i valsen. Nordmændene var både hurtigst i sporet og bedst i skydningerne, hvor de blot skulle bruge fem ekstrapatroner undervejs for at ramme alle skiverne.

Franske Antonin Guigonnat og Lou Jeanmonnot tog sig af andenpladsen, mens schweiziske Niklas Hartweg og Amy Baserga lidt overraskende sneg sig ind på tredjepladsen, for ligesom svenskerne fik det østrigske par, Simon Eder og Lisa Theresa Hauser, slet ikke levet op til forventninger i løbet af de næsten tre kvartes skiskydning.

Mens nordmændene altså imponerede på skydepladsen, så var de altså som bekendt også hurtigere end noget andet par i sporet, og det var i det hele taget en overraskende ligetil præstation for norske Ingrid Landmark Tandrevold.

"Vi havde helt fantastisk ski, så jeg følte egentlig, at jeg bare kørte i normalt tempo. Vores trænere fortalte mig, at jeg havde flere sekunder ned til franskmændene, så jeg var lidt overrasket men også bare glad. På sidste skydning var jeg også lidt overrasket over, hvor godt det gik, så jeg tror, at jeg lavede et lille glædesskrig. Jeg er bare glad for, at der ikke var nogen til at forstyrre," kommer det fra Tandrevold til IBU.

Senere søndag køres der mixed stafet, hvor der særligt er høje forventninger til Frankrig og Tyskland, mens Norge og Sverige naturligvis igen ikke kan afskrives.