Spurtsejr understreger Pogačars dominans i Catalonien

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Spurtsejr understreger Pogačars dominans i Catalonien
Tadej Pogačar tilføjede søndag en samlet sejr i Catalonien Rundt til CV'et.
Tadej Pogačar tilføjede søndag en samlet sejr i Catalonien Rundt til CV'et. Profimedia
Catalonien Rundt blev ét langt triumftog for superstjernen Tadej Pogačar.

Efter at have domineret løbet hele ugen satte sloveneren en fed streg under hierarkiet ved også at vinde sidste etape til Barcelona.

Pogačar var hurtigst i spurten, da en lille gruppe ryttere sammen nåede opløbsstrækningen.

Det var hans fjerde etapesejr i løbet, som han selvsagt også vandt samlet. Før søndagens afsluttende ridt havde han et forspring på tre et halvt minut, og på forhånd stod det klart, at kun uheld ville kunne forhindre ham i at vinde.

Pogačar følger efter landsmanden Primož Roglič, der triumferede sidste år.

Modsat flere af de tidligere etaper var der dog spænding om resultatet på søndagens etape.

Feltet var samlet, da det kom ind til målområdet omkring Montjuic-bjerget, og det åbnede for angreb fra ryttere med evner på den korte, stejle stigning, som feltet skulle forcere en håndfuld gange.

Med otte kilometer tilbage forsøgte danske Andreas Kron uden held at slippe fri. Mere bund var der i Lotto-holdkammeraten Thomas De Gendts forsøg kort efter, men heller ikke belgieren havde kræfterne, da det kom til stykket.

João Almeida prøvede et sidste angreb mod slutningen, men det endte i en spurt mellem 23 ryttere, hvor Pogačar altså demonstrerede sin store alsidighed ved at være hurtigst.

Løbet blev også en stor opmuntring til Egan Bernal. Den tidligere Tour de France-vinder sluttede som samlet treer efter Pogačar og Mikel Landa og lavede dermed sit bedste resultat siden sin alvorlige træningsulykke i januar 2022.

Sammenholdt med tredjepladsen i det noget mindre etapeløb O Gran Camiño i februar ligner den colombianske klatrer en mand i klar fremgang.