Bernal den store vinder i nyt Pogačar-show: Tager stort spring i klassementet

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Bernal den store vinder i nyt Pogačar-show: Tager stort spring i klassementet
Egan Bernal var i januar 2022 tæt på at miste livet i en alvorlig træningsulykke, men nu er colombianeren på vej mod tidligere tiders storform.
Egan Bernal var i januar 2022 tæt på at miste livet i en alvorlig træningsulykke, men nu er colombianeren på vej mod tidligere tiders storform.Thomas Samson/AFP
Nok engang holdt Tadej Pogačar legestue, da der blev kørt bjergetape i årets Catalonien Rundt. Den 25-årige slovener smadrede konkurrenterne og vandt med næsten et minut, men særligt INEOS Grenadiers’ colombianer imponerede og sprang seks placeringer frem i klassementet.

Lørdag var en hård dag for de deltagende ryttere i årets Catalonien Rundt. Mere end 4.000 højdemeters klatring på blot 155 kilometer fra Berga til Queralt, fem kategoriserede stigninger undervejs, hvor de sidste tre var henholdsvis udenfor kategori og to gange første kategori.

En nærmest uhørt hård etape for et ugelangt etapeløb, og en slags etape som der for alvor kun er to ryttere i hele verden, der lader til at nyde, nemlig slovenske Tadej Pogačar og danske Jonas Vingegaard, vinderne af de seneste fire års Tour de France.

Kun én af de to er til start i Catalonien Rundt, og så kan man ellers selv lægge to og to sammen, det giver fire, og sæsonsejr nummer fire blev således også en realitet denne lørdag, da sloveneren leverede nok et soloshow.

Med omtrent 30 kilometer til mål rykkede den 25-årige superstjerne fra samtlige rivaler, ingen kunne svare igen, og så kunne sloveneren ellers køre alene over målstregen, med hvad der endte med at blive et forspring på omtrent et minut.

Bag sloveneren sad spanske Mikel Landa og colombianske Egan Bernal, og det blev sidstnævnte, der tog sig af andenpladsen og samtidig tog den 27-årige INEOS Grenadiers-rytter et stort spring i klassementet, fra niendepladsen helt op på tredjepladsen.

Nok engang var Team Visma-Lease a Bikes amerikanske Vuelta a España-vinder, Sepp Kuss, den helt store taber. Allerede på Coll de Pradell-stigningen med over 50 kilometer til mål var amerikaneren i problemer, og Kuss endte således med at tabe næsten fire minutter til Pogačar.

Søndag afsluttes løbet med de traditionelle runder på Montjuïc-bjerget i Barcelona. Slovenske Pogačar er så godt som sikret den samlede sejr med et forspring på over tre minutter til føromtalte Landa, og der skal således sort uheld til, hvis Pogačar skal miste den samlede sejr.