FCM offentliggør diagnose på Kristoffer Olsson: Ramt af flere blodpropper i hjernen

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
FCM offentliggør diagnose på Kristoffer Olsson: Ramt af flere blodpropper i hjernen
Midtbanespilleren er blevet hyldet fra nær og fjern.
Midtbanespilleren er blevet hyldet fra nær og fjern.Claus Fisker/Ritzau Scanpix
FC Midtjylland-spilleren Kristoffer Olsson, der har ligget i respirator på Aarhus Universitetshospital siden 20. februar, er ramt af flere små blodpropper i hjernen.

Det oplyser klubben i en status på den svenske landsholdsspiller.

"På baggrund af de seneste ugers omfattende undersøgelser, scanninger og prøver kan lægerne nu konstatere, at Kristoffer er ramt af flere små blodpropper i begge sider af hjernen, som følge af en ekstrem sjælden betændelsestilstand i hjernens kar. Diagnosen matcher den tese, som de lægefaglige specialister hidtil har arbejdet og behandlet Kristoffer ud fra," lyder det fra FCM.

Klubben tilføjer, at Olssons tilstand vurderes som stabil, og lægerne ser fortsat små fremskridt. Samtidig oplever de, at Kristoffer er "ved stigende grad af bevidsthed".

"I den kommende periode vil lægerne langsomt forsøge at trappe den svenske midtbanespiller ud af respiratoren, men han forbliver indlagt på intensiv, ligesom det endnu er usikkert at sige noget om behandlingens tidshorisont og endelige prognose."

Den 28-årige Olsson blev hyldet flere steder i forbindelse med den seneste runde i Superligaen.

Blandt andet blev fredagens topkamp mellem FC Midtjylland og FC København stoppet undervejs, så spillere og tilskuere kunne hylde Olsson med klapsalver.

FCM-direktør Claus Steinlein takker offentligheden og pressen for at have "udvist hjertevarm støtte, respekt og hensyn".

"Det betyder utroligt meget. Også for os i FC Midtjylland, hvor spillere og stab selvsagt er meget påvirkede af Kristoffers situation. Derfor vil jeg gerne takke for, at vores budskab er blevet modtaget og fortsat respekteres," siger Steinlein.

Trods den hårde tid i klubben vandt FCM fredagens topkamp over FCK med 2-0 og ligger på Superligaens førsteplads.