Fulham bygger svømmebassin og gourmetrestauranter på stadion

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Fulham bygger svømmebassin og gourmetrestauranter på stadion
Fulham vil udvide mulighederne for at tjene penge.
Fulham vil udvide mulighederne for at tjene penge.HENRY NICHOLLS/AFP
Premier League-klubben Fulham vil installere et svømmebassin på sit stadion som led i et forsøg på at skabe nye indtægtskilder.

Det offentliggjorde klubben onsdag på sin hjemmeside.

Svømmebassinet skal installeres i et form for VIP-område i forlængelse af tribunen Riverside.

Her skal der også bygges to forskellige restauranter, der skal have en række michelinkokke i spidsen.

VIP-området skal bygges med udsigt over floden Themsen, som stadionet ved navn Craven Cottage ligger ved siden af.

Fulhams bestyrelsesformand og ejer, Shahid Khan, siger i en udtalelse, at målet med ansigtsløftet er at skabe en kvalitetsoplevelse, man ikke kan få på nogen stadioner andre steder i verden.

"Det handler om at skabe en indtægtskilde, der kommer til at være til gavn for klubben på længere sigt," siger Khan.

I Premier League er der begrænsninger på, hvor mange penge klubberne må bruge på at købe og aflønne spillere. Hele grundidéen er - forsimplet sagt - at klubberne ikke må bruge flere penge, end de tjener.

Derfor kan indtægter fra eksempelvis restaurantoplevelser være med til at styrke klubbens konkurrencedygtighed i ligaen.

Arkitektfirmaet Populous, der også har designet Tottenhams stadion, har stået for at udforme projektet.

"Vores vision er at skabe en oplevelse, der aldrig er blevet set før - hverken i fodbold eller andre steder," siger projektets chefarkitekt Philip Johnson fra Populous.

Byggeriet ventes at blive færdiggjort i december i år.

Som led i projektet vil Fulham også bygge en række specialdesignede tilskuerpladser lige bag trænerbænken, så fans har blot 3,5 meter til sidelinjen.

Også på FCK's stadion, Parken, er det muligt at gå på Michelinrestaurant. Her har Geranium, der i 2022 blev kåret som verdens bedste restaurant, siden 2010 været placeret.