Roma-dansker blev vraget af José Mourinho: Jeg forstår det godt

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Roma-dansker blev vraget af José Mourinho: Jeg forstår det godt
Rasmus Nissen Kristensen har fået en blandet start på tilværelsen i Rom.
Rasmus Nissen Kristensen har fået en blandet start på tilværelsen i Rom.Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Rasmus Nissen Kristensen er flyttet til Rom på en lejeaftale, og selv om han er faldet godt til allerede, har tiden også budt på udfordringer.

Da Roma skulle registrere spillere til gruppespillet i Europa League, var den 26-årige dansker ikke blandt de indregistrerede navne.

Rasmus Nissen Kristensen forstår det godt, fortæller han i landsholdslejren i Helsingør.

"Det var jeg jo selvfølgelig træt af. Men jeg havde forståelse for financial fairplay-reglerne. Jeg var ikke overrasket over, at det var en højre back, de valgte fra. Det havde været mere kontroversielt at udelade Lukaku," siger Rasmus Nissen Kristensen.

Her henviser han til den belgiske angriber Romelu Lukaku, som skiftede til Roma halvanden måned efter danskeren.

UEFA's økonomiske fairplay-regler betyder, at klubberne er underlagt visse begrænsninger for registrering af spillere i europæiske turneringer.

Rasmus Nissen Kristensen fortæller, at han blev kaldt ind på sportsdirektørens kontor til en snak om, hvad planen var for hans Europa League-deltagelse - eller mangel på samme.

"Han forklarede mig, at han var ked af det, og han forstod godt, hvis jeg var sur og skuffet. Men det var sådan, det måtte være. Der er jo ikke så meget, jeg kan gøre ved det."

"Jeg har heldigvis spillet med i de Serie A-kampe, der har været. På den måde har det været okay, men selvfølgelig er det irriterende," siger han.

Bortset fra den uheldige start tror Rasmus Nissen Kristensen, at tiden i klubben vil byde på megen læring fra især cheftræner José Mourinho.

Portugiseren er én af de mest kendte trænere i verden, og på hans cv er en lang række topklubber fra Europa, herunder Porto, Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Tottenham og mange flere.

"Han er en fantastisk træner. Det er én grund til, at jeg valgte at tage til Rom. Han er en af de største trænere i historien, som har vundet alt, hvad der er at vinde. Og den aura har han også."

"For mig er han en træner, der er helt i toppen. Så selvfølgelig ville jeg prøve at arbejde sammen med ham. Indtil videre har det været totalt fedt og lærerigt," siger Rasmus Nissen Kristensen.

Det har været en stor omvæltning for den tidligere Salzburg-spiller at flytte til Italien.

"Der er mange nye ting. Det er selvfølgelig et nyt omklædningsrum i et nyt land og en anden måde at tænke fodbold på."

"Det er jo en kæmpe klub, så man mærker den opmærksomhed, der er omkring spillerne i Italien. Men der er en fed dynamik i klubben. Jeg synes, det har været fedt, lærerigt og udfordrende," siger han.

Efter planen skal Kristensen tilbage til Leeds, når sæsonen er slut.