Utroligt nederlag: Superstjerne gør alt rigtigt og taber alligevel tæt NBA-opgør

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Utroligt nederlag: Superstjerne gør alt rigtigt og taber alligevel tæt NBA-opgør

Utroligt nederlag: Superstjerne gør alt rigtigt og taber alligevel NBA-opgør
Utroligt nederlag: Superstjerne gør alt rigtigt og taber alligevel NBA-opgør Stacy Revere/Getty Images North America/Getty Images via AFP
Kaster man et blik på Giannis Antetokounmpos præstation mod Indiana Pacers natten til fredag, skal man være tilgivet for at antage, at det blev en sejr til den græske superstjerne og resten af Milwaukee Bucks. Vanvittige 54 point, 12 rebounds og tre assists med en skudprocent på over 75.

Men, nej. Den 28-årige dobbelte MVP-vinders dominans var ganske enkelt forgæves, for det var i stedet hjemmeholdet Indiana Pacers, der kunne forlade gulvet i Gainbridge Fieldhouse i Indianapolis som sejrherrer, 126-124 i Pacers’ favør. 

Det var da også hjemmeholdet, der startede suverænt bedst ud, for i løbet af første halvleg fik Rick Carlisles mandskab opbygget en føring på hele 18 point mod et Milwaukee-hold, der slet ikke kunne finde rytmen og i øvrigt var uden superstjernen Damian Lillard, før Antetokounmpo altså tog fuldkommen over efter pausen. 

Særligt i tredje periode var Giannis fuldkommen flyvende, scorede 20 point og hentede syv rebounds, satte seks af sine syv skudforsøg, men i kampens afgørende periode fandt Pacers igen topniveauet, ansporet af en flot spillende Tyrese Haliburton, der scorede 29 af sit holds point, ligesom han med 10 assists sikrede sig en flot double-double, hvad også Benedict Mathurin gjorde med sine 26 point og 11 rebounds. 

Efterfølgende kunne erfarne Rick Carlisle, der for nylig blev den blot 14. head coach i NBA’s historie til at runde 900 sejre, da nærmest heller ikke fatte, at det var blevet til en sejr mod så velspillende en Giannis Antetokounmpo. 

”Vi skulle hamle op med en spiller, der var ekstraordinært godt spillende. Vi eksekverede så godt, som vi kunne, og skabte noget kaos rent defensivt. Du er nødt til at løbe nogle risici, ellers ender han (Giannis Antetokounmpo, red.) bare med 60 point. Vi var meget heldige med at få sejren,” lyder det fra Rick Carlisle ifølge ligaens hjemmeside

At kalde sejren decideret heldig er muligvis at underspille sin egen rolle en anelse, men ikke desto mindre var det i hvert fald historisk og statistisk usandsynligt, at det skulle ende med en Pacers-sejr. For Giannis er nemlig den allerførste og eneste spiller i NBA’s historie, der har scoret mere end 50 point med en skudprocent på over 75 og hentet flere end 10 rebounds i en kamp og alligevel endt med at tabe den pågældende kampe.

Milwaukee Bucks, der blev NBA-mestre i 2021, havde ellers sejret tre kampe i streg ovenpå en svingende sæsonstart, og med nederlaget natten til fredag falder Adrian Griffins mandskab til femtepladsen i Eastern Conference, hvor Philadelphia 76ers indtager førstepladsen. Nattens sejrende hold fra Indianapolis er i øjeblikket nummer tre. 

Natten til søndag får Giannis Antetokounmpo mulighed for at tage revanche, når Bucks rejser til Florida for at møde Orlando Magic i Amway Center. For Pacers’ vedkommende bliver næste opgave en svær udebanekamp i Wells Fargo Center natten til mandag, hvor føromtalte Philadelphia 76ers venter.