Brasiliansk overraskelse spiller sig i første grand slam-semifinale

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Brasiliansk overraskelse spiller sig i første grand slam-semifinale

Brasiliansk overraskelse spiller sig i første grand slam-semifinale
Brasiliansk overraskelse spiller sig i første grand slam-semifinaleProfimedia
Beatriz Haddad Maia udsatte igen Ons Jabeurs håb om at blive den første afrikanske grand slam-vinder

Inden French Open var Beatriz Haddad Maia aldrig kommet længere end til anden runde i en grand slam-turnering. Nu er brasilianeren blandt de sidste fire i Paris.

Hun slog sig onsdag eftermiddag videre fra kvartfinalen med en sejr i tre sæt over Ons Jabeur fra Tunesien, der blev slået 3-6, 7-6, 6-1.

Haddad Maia er den første brasilianske kvinde siden 1968, der når en semifinale i en af de fire store turneringer. Det er sket med en French Open-seedning som nummer 14.

I semifinalen venter enten verdensetteren Iga Swiatek fra Polen eller Coco Gauff fra USA, som mødes senere onsdag i en gentagelse af sidste års finale.

Mens eventyret altså fortsætter for brasilianeren, blev Jabeurs håb om at blive den første afrikanske grand slam-vinder udsat endnu en gang. Sidste år tabte hun finalen i både Wimbledon og US Open.

Alt så ellers ud til at gå efter planen for Jabeur, da hun vandt første sæt i sikker stil.

Begge spillere holdt deres server i andet sæt, der måtte afgøres i en tæt tiebreak, som Haddad Maia vandt med 7-5.

Det knækkede tilsyneladende Jabeur, der slet ikke kunne få sit spil til at fungere i tredje sæt og tabte samtlige sine fire servepartier