Det vilde skæg bliver: Magdeburg fortsætter utrolig stime med sejr i Kiel

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Det vilde skæg bliver: Magdeburg fortsætter utrolig stime med sejr i Kiel

Bennet Wiegert har stået i spidsen for SC Magdeburg siden 2016.
Bennet Wiegert har stået i spidsen for SC Magdeburg siden 2016.Profimedia
Bennet Wiegert må fortsat lade skægget stå lidt endnu, for onsdag aften sejrede den 42-årige tyske cheftræners SC Magdeburg-mandskab nemlig over THW Kiel.

Er man træt af at se på Bennet Wiegerts efterhånden lange og vilde skæg, må man væbne sig med en anelse tålmodighed. For Wiegerts SC Magdeburg-mandskab fortsætter ufortrødent med at sejre og undgå nederlag.

Magdeburg-chefen har ikke barberet sig siden slutningen af september 2023, for siden da har Magdeburg ikke tabt én eneste kamp, nu i alt 28 kampe i streg uden nederlag, og selvom THW Kiel onsdag havde håbet at kunne tvinge den 42-årige tysker til en barbering, så kom det ikke til at gå som ønsket for nordtyskerne.

Onsdag aften fik de forsvarende Champions League-vindere nemlig skovlen under Kiel, da de to mandskaber mødtes i Sparkassen-Arena i Kiel. For selvom hjemmeholdet fulgte fint med i første halvleg, så var der reelt ingen tvivl om sejren efter de 60 minutter, hvor måltavlen fortalte om 33-26 til gæsterne. 

Undervejs fik hjemmeholdet endda også smidt den kroatiske superstjerne Domagoj Duvnjak ud med et rødt kort, og Niclas Ekbergs syv scoringer og Eric Johanssons seks var således ikke nok til at give Kiel den sejr, der var behov for, hvis de forsvarende tyske mestre skulle forblive i mesterskabskampen.

Hos gæsterne var det særligt den erfarne tyske højrefløj Tim Hornke, der imponerede med sine ni scoringer, mens også den forhenværende Aalborg-svensker Felix Claar var solidt spillende med fem mål og tre oplæg undervejs.

Det var til gengæld ikke den store danskerdag foran mål, da Kiels Magnus Landin i kombination med Magdeburgs Magnus Saugstrup og Michael Damgaard sammenlagt scorede to mål, ét sat ind af Landin, ét sat ind af Saugstrup.

Med nederlaget må Kiel samtidig se toppen af Bundesligaen glide længere væk. Efter 19 kampe har de forsvarende mestre nu otte point op til netop Magdeburg på førstepladsen, mens yderligere tre mandskaber ligger over Kiel i tabellen i form af Füchse Berlin, SG Flensburg-Handewitt og MT Melsungen.

Torsdag aften kan Füchse Berlin holde trit med Magdeburg, hvis de på hjemmebane i Max-Schmeling-Halle får bugt med føromtalte Flensburg-Handewitt i noget af et topbrag, hvor man altså blandt andet vil kunne opleve Mathias Gidsel og Simon Pytlick i aktion.