Rune før vildt Nadal-brag: Det er kampen alle vil se

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Rune før vildt Nadal-brag: Det er kampen alle vil se

Rune om Nadal-brag: Det er kampen alle vil se
Rune om Nadal-brag: Det er kampen alle vil seProfimedia
Mandagen i French Open byder på et tennisbrag ud over det sædvanlige, når den 14-foldige mester, Rafael Nadal, tørner sammen med den fjerdeseedede tysker, Alexander Zverev.

Nadal er særligt på grund af skader dumpet ned som verdens nummer 275 og er derfor ikke seedet i Paris, selv hans meritter overgår alt og alle på Roland Garros-anlægget.

Da den 37-årige spanier blev parret med Zverev ved torsdagens lodtrækning, gik der et sus gennem folk, og det bliver en lækkerbisken for tennisverdenen, når de to mødes i mandagens tredje kamp på Court Philippe-Chatrier.

"Det bliver en meget interessant kamp for Nadal. Det er kampen, alle vil se, to store spillere mod hinanden", lyder det fra Holger Rune.

Sidst de to mødtes, var det også i French Open, nemlig i semifinalen i 2022. Her leverede de begge forrygende tennis, indtil Zverev vred om på anklen og måtte bæres fra banen i tårer. Skaden holdt ham ude resten af året.

"Det var en sindssyg kamp, de spillede her sidst med skaden til Zverev, så der er meget historie i kampen", påpeger Rune, der søndag trænede med Nadal på Roland Garros-anlægget.

Kampen er også speciel, fordi det kan blive Nadals sidste i French Open. Spanieren har tidligere bebudet, at denne sæson formentlig er hans sidste.

Op til French Open har det været diskuteret, om Nadal burde have været seedet, så han ikke risikerede så svær en lodtrækning, som det endte med at blive, men det lod sig ikke gøre ifølge de foreskrevne regler.

"Hans placering er jo nummer 275, og så er det svært at blive seedet. Jeg ved, at Wimbledon vist laver deres seedning, som de selv vil, men det er vist den eneste turnering, der gør det."

"Så på den måde kan han ikke blive seedet her. Ellers havde de helt sikkert seedet ham. Kigger du på hans historik her, skulle han være førsteseedet, men det er ikke muligt", siger Holger Rune.

Den 21-årige dansker skal selv i aktion tirsdag mod briten Daniel Evans. Vinder Rune de tre første runder, kan han i ottendedelsfinalen meget vel komme til at møde vinderen af opgøret mellem Nadal og Zverev.

Mandagens brag ventes i gang mellem klokken 15 og 16.