Rune før French Open: Sidste år var jeg kørt død

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Rune før French Open: Sidste år var jeg kørt død

Rune før French Open: Sidste år var jeg kørt død
Rune før French Open: Sidste år var jeg kørt dødPhoto by Alexandre Martins / Alexandre Martins / DPPI via AFP
Holger Rune har resultatmæssigt ikke haft den bedste 2024-sæson indtil videre, og han er faldet ned som nummer 13 på verdensranglisten før French Open.

Det fokuserer han dog ikke så meget på. Han ser det fra den positive side og konstaterer, at han kommer friskere til Paris denne gang i forhold til for et år siden, hvor han godt nok nåede kvartfinalen, men aldrig fandt det store spil frem.

"Jeg ser meget på, hvad der sker lige nu, og hvordan mine forberedelser har været. De har været gode, og jeg har haft en masse timer på træningsbanen til at bygge på fysisk, tennismæssigt og mentalt".

"Så jeg er ikke kørt død, som jeg var sidste år. Da følte jeg mig træt, da jeg kom til Roland Garros. Nu har jeg en masse energi, har ingen skavanker og føler mig rask", siger Holger Rune til den danske presse før French Open, der begynder søndag.

Rune har flere gange i sæsonen været hæmmet af sygdom, og da han senest tabte sin anden kamp i Rom 13. april, havde han ikke spist nok før kampen, fortalte han efterfølgende.

Denne gang skal hans muligheder ikke forstyrres af den slags omstændigheder.

"Rom var en stor fejl, og det kommer 100 procent sikkert ikke til at ske igen. Vi er godt forberedt og har snakket om, hvad der skal gøres både før og efter kampene for at være topforberedt".

"Der kommer ingen "rookie mistakes" (begynderfejl, red.) denne gang", forsikrer Rune.

Og hvis nogen betragter forklaringer om sygdom og manglende indtag af mad som dårlige undskyldninger, må det stå for deres egen regning.

"Det må de selv om, jeg siger bare sandheden. Om de vil tro på det eller ej, må de selv om", lyder det fra Holger Rune.

Han skal i turneringens første runde mandag eller tirsdag møde briten Daniel Evans, der aldrig har været den store haj på grus.

I anden runde skal den 21-årige dansker op imod enten italieneren Flavio Cobolli eller en kvalifikationsspiller.

I de efterfølgende runder kan han ramle ind i seedede spillere som russeren Karen Khachanov og tyske Alexander Zverev.