Forbudt glidevoks får nordmand smidt ud af World Cup-premiere: Ikke forsøg på snyd

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Forbudt glidevoks får nordmand smidt ud af World Cup-premiere: Ikke forsøg på snyd
Ragnhild Mowinckel fik en træls start på årets alpine World Cup med en diskvalifikation i Sölden.
Ragnhild Mowinckel fik en træls start på årets alpine World Cup med en diskvalifikation i Sölden.
Johann Groder/APA/AFP
Lørdagens World Cup-premiere i alpint skiløb blev en kedelig en af slagsen for Ragnhild Mowinckel.

Den erfarne nordmand blev diskvalificeret efter første gennemløb i storslalomkonkurrencen for at have brugt glidevoks med fluor på sine ski. Det skriver nyhedsbureauet NTB.

Fra denne sæson er der forbud mod at bruge netop det, og Mowinckel har svært ved at forstå, at det kunne ske.

"Vi prøver selvfølgelig ikke at snyde. Jeg er sikker på, at der er sket en fejl. Jurymanden forklarede, at værdierne var så høje, at det ikke kan være kommet på oppe på pisten, men må være blevet smurt på," siger hun til norsk TV 2.

I marts meddelte Det Internationale Ski- og Snowboardforbund (FIS), at det ikke længere var tilladt at bruge den omtalte smørelse.

Tiltaget har været på tegnebrættet i flere år, men der har manglet en testmetode, som arrangørerne nu mener at have fundet.

Mowinckel forklarer selv, at hendes følge op til World Cup-premieren i østrigske Sölden har gennemført flere test af udstyret. Her skulle det have ligget inden for grænseværdierne.

Men ifølge løbsdirektør i FIS Peter Gerdol var der ikke noget at rafle om lørdag.

"Fluorkontrollørerne tjekkede alle skiene efter første gennemløb, og hendes ski var de eneste, som indeholdt en mængde fluor, som var langt højere end grænseværdierne," siger han ifølge NTB.

"Juryen havde ikke andet valg end at diskvalificere udøveren. Det er ikke noget, vi kan lide at gøre, men det er eneste mulighed i den her situation," forklarer han.

Italienske Federica Brignone førte efter første gennemløb, men blev i andet gennemløb overgået af schweizeren Lara Gut-Behrami, der vandt med 0,02 sekunder.

Petra Vlhova fra Slovakiet endte som treer, mens sidste sæsons samlede storslalommester Mikaela Shiffrin var et stykke fra sejren på sin sjetteplads.