Slagen OB-træner erkender: Vi er kørt lidt fast

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Slagen OB-træner erkender: Vi er kørt lidt fast

OB Superliga-liv hænger i en tynd tråd.
OB Superliga-liv hænger i en tynd tråd.Claus Fisker/Ritzau Scanpix
OB skal have hjælp af andre for at redde sig i Superligaen.

Det er en kendsgerning efter 1-2-nederlaget til Lyngby på hjemmebane fredag aften. Det var ottende gang i træk, at OB gik fra banen uden sejr, og cheftræner Søren Krogh står ved problemerne.

Meget manglede fredag, og der er ved at tegne sig et mønster, erkender han.

"Vi er kørt lidt fast i et kampbillede, hvor vi lykkedes meget godt med det, som vi vil, men det er lige indtil, der sker noget i kampen, og så bliver vi shaky."

"Vi har ikke nok punkter fremme i banen længere. Vi har for mange spillere bag spillet," siger Krogh til TV3 Sport.

Han mener selv, at han er den rette mand til at redde fynboerne.

"Selvfølgelig. Hvorfor skulle jeg smide håndklædet og løbe tudende bort? Det ligger ikke til mig på nogen som helst måde."

OB-anfører Bashkim Kadrii var bænket, men kom ind fra anden halvlegs start.

"Vi fik en sindssyg god start på kampen, men så pissede vi det væk. Vi prøvede og gav den, hvad vi havde, men det er svært lige nu," siger han til TV 3 Sport og giver udtryk for, at spillerne deler ansvaret for de dårlige resultater med trænerstaben.

"Det er svært at skyde al skylden på Søren. Selvfølgelig har Søren et ansvar, det har vi andre også. Vi er alle sammen lige gode om det."

Lyngby er med sin sejr seks point foran OB med blot ni point tilbage at spille om. Anfører Marcel Rømer tager dog intet for givet.

"Alt kan ske i den her vanvittige liga, men det var satme et godt skridt på vejen. Jeg havde gerne solgt den for den her situation før sæsonen."

"Vores primære mål er at overleve, og lige nu ligger vi til det og har et rigtigt, rigtigt godt udgangspunkt for at klare det," siger Rømer til TV3 Sport.

Cheftræner David Nielsen vil ikke snakke om overlevelse endnu, men roser sine spillere.

"Vi kom ind med en kniv mellem tænderne og var klar til at gøre, hvad der skulle til, og det lykkedes vi med, fordi vi har nogle dygtige spillere og en fantastisk stab," siger han til TV3 Sport.

Lyngby sikrer sig matematisk en ny sæson i Superligaen, hvis holdet ude slår Vejle på onsdag.