Ustoppelige Jude Bellingham redder Real Madrid i overtiden med sejrsmål

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ustoppelige Jude Bellingham redder Real Madrid i overtiden med sejrsmål

Den engelske Real Madrid-komet bliver ved med at imponere.
Den engelske Real Madrid-komet bliver ved med at imponere.THOMAS COEX/AFP
Efter tre udesejre til at indlede sæsonen på skulle Real Madrids fans endelig forkæles med en sejr på hjemligt græs, da Bernabeu efter renovering endelig var klar til fodbold.

Et hårdtarbejdende og hårdt tacklende Getafe-hold var tæt på at forpurre festen, men i overtiden sikrede Real Madrids nye talisman Jude Bellingham sejren med målet til 2-1.

Dermed har hovedstadsklubben maksimumpoint efter fire kampe. Og Bellingham har scoret i alle kampene.

Første halvleg var æstetisk en frygtelig omgang fodbold. Fuldstændig som Getafe gerne ville have det.

De var kommet med samme taktisk oplæg, som skaffede en nullert mod FC Barcelona i premiererunden. Spil hårdt og slå alt, hvad der hedder kamprytme i stykker.

Samtidig var Fran Garcia på Real Madrids venstre back i gavehumør. Efter 11 minutter fejlede han en tilbagelægning, som Borja Mayoral kunne opsnappe. Han driblede forbi Kepa i Real Madrid-målet og gjorde det til 1-0.

Getafes spillestil virkede perfekt. Real Madrid-spillerne brugte mere tid på at være frustrerede over hele tiden at blive sparket ned end at koncentrere sig om spillet.

Carlo Ancelotti reagerede i pausen ved at sende Toni Kroos på banen, og sammen med sin mangeårige midtbanemakker Luka Modric fik de sat mere skik på holdet.

Getafe blev trykket hårdere i bund, og chancerne kom i stimer for hjemmeholdet.

Allerede efter to minutter udlignede nytilkomne Joselu tæt under mål. Dermed fik han revanche for en stor afbrænder før pausen.

Han var tæt på igen kort efter, men David Soria i gæsternes mål leverede en pragtredning.

Både Toni Kroos og Dani Carvajal måtte se forsøg afvist af stolpen, og det virkede efterhånden umuligt, at gæsterne kunne forsvare et ene point hjem.

Da kampen gik ind i overtiden, så det alligevel ud til, at Getafe for første gang i 15 forsøg ville tage point med fra Bernabeu. Men Bellingham havde ikke i sinde at stoppe sin scoringsstime.

En ellers fantastisk David Soria i gæsternes mål kunne ikke holde et langskud. Bellingham havde opsnuset, at der kunne opstå en mulighed, og med venstre inderside kunne han redde de tre point til sit hold.