Brady indhentede Brees: Buccaneers hentede vital sejr i overtiden

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Brady indhentede Brees: Buccaneers hentede vital sejr i overtiden

Det var Ryan Succop, der med et field goal sørgede for en sejr til Tampa Bay Buccaneers.
Det var Ryan Succop, der med et field goal sørgede for en sejr til Tampa Bay Buccaneers. Getty Images via AFP
Der er tæt kamp om en slutspilsbillet i NFC South, og derfor var det ekstremt vigtigt for Tampa Bay Buccaneers, at der kom en sejr i hus, da de natten til mandag mødte Arizona Cardinals.

Han kan stadig endnu, 45-årige Tom Brady. Selvom han forleden kom i store problemer og mistede bolden hele fire gange mod Cincinatti Bengals, så viste han til gengæld natten til mandag, på juledag, at han stadig mestrer comebackets kunst.

Ude mod Arizona Cardinals fik Tampa Bay Buccaneers således overvundet et efterslæb på ti point i fjerde periode, og således tvang Bucs og Brady hjemmeholdet fra Arizona ud i en omgang overtime.

Her sørgede Ryan Succop for sejren med et field goal på 40 yards, således at Buccaneers kunne rejse fra Glendale med en sejr på 19-16 i bagagen.

Tom Brady stod for at kaste et enkelt touchdown og kastede i alt for 281 yards, men det blev til gengæld også til to interceptions på Bradys 48 kasteforsøg.

Det var således ikke nogen kæmpestor aften for Brady, trods endnu et sent comeback og en overtidssejr, men netop sejren i overtid betyder, at Tom Brady kan sætte kryds ud for endnu en rekord.

Sejren var nemlig overtidssejr nummer 14 i Tom Bradys karriere, og det er der ingen quarterback, der har gjort bedre i ligaens historie. Dog må han for nuværende finde sig i at dele rekorden med den to år yngre Drew Brees, der modsat Brady allerede har indstillet karrieren som aktiv.

Comebacket og sejren i Glendale var enormt vigtigt for Brady og Buccaneers, for i NFC South er der nemlig hård kamp om førstepladsen og en billet til slutspillet. Bucs fører med syv sejre i 15 kampe, men Carolina Panthers og New Orleans Saints er begge stadig tæt på Buccaneers.

Tampa Bay Buccaneers skal først i aktion igen i det nye år, når netop føromtalte Carolina Panthers venter 1. januar. Opgøret mod Panthers er det næstsidste for Buccaneers i årets grundspil.