San Antonio Spurs forstærker sig og hiver kæmpe fransk stortalent ind i NBA

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

San Antonio Spurs forstærker sig og hiver kæmpe fransk stortalent ind i NBA

Spurs har bestemt oprustet til den nye sæson.
Spurs har bestemt oprustet til den nye sæson.Profimedia
Der har været stor rift om Victor Wembanyama, og det blev San Antonio Spurs, der kunne tilknytte den store franskmand.

Med det første valg i dette års NBA-draft tog San Antonio Spurs natten til fredag Victor Wembanyama.

Det var på ingen måde en overraskelse. Det franske fyrtårn på 2 meter og 21 centimeter betragtes som et af de største talenter, basketballverdenen længe har set.

Den eneste spænding i forbindelse med draften var derfor, hvem der ville få lov til at tage 19-årige Wembanyama med det første valg. Det blev afgjort i midten af maj i draftlotteriet.

Her skulle der trækkes lod blandt sidste sæsons dårligste hold, om hvem der ville få de første valg i draften. Jo dårligere man var i 2022/23-sæsonen, jo flere lodder havde man i puljen om førstevalget.

Det endte San Antonio Spurs altså med, og så var Wembanyamas draftskæbne så godt som beseglet.

Dermed kommer franskmanden til at gå i fodsporene på sin landsmand Tony Parker, der spillede for Spurs fra 2001 til 2018 og undervejs var med til at føre holdet til fire NBA-mesterskaber.

Mens de fleste spillere, der bliver taget i NBA-draften, inden da har slået deres folder på de amerikanske universiteter, så kommer Victor Wembanyama til NBA fra hjemlandet.

Han har de seneste år spillet for flere klubber i den bedste franske liga, senest Metropolitans 92. I den netop overståede sæson blev Wembanyama kåret som ligaens bedste spiller, bedste unge spiller og bedste forsvarsspiller.

San Antonio Spurs har gennem tiden vundet NBA-mesterskabet fem gange. Kun fire andre hold har flere titler.

Texas-holdet har dog kæmpet med resultaterne de seneste år. Det er fire år siden, Spurs senest deltog i NBA-slutspillet, og i den netop overståede sæson var holdet altså blandt de dårligste.