Banespecialist overlister sprinterne i Fyen Rundt: "Det var ment som et leadout"

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Banespecialist overlister sprinterne i Fyen Rundt: "Det var ment som et leadout"
Carl-Frederik Bévort troede, han skulle sætte sin holdkammerat op til en sejr, men i stedet endte han selv med at krydse målstregen som første mand.
Carl-Frederik Bévort troede, han skulle sætte sin holdkammerat op til en sejr, men i stedet endte han selv med at krydse målstregen som første mand.Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Der var lagt op til sprinterafslutning, men den 19-årige Uno-X-rytter Carl-Frederik Bévort kom de allerhurtigste i forkøbet og vandt Fyen Rundt søndag.

Den unge rytter, der er en del af det danske banelandshold, satte så højt et tempo på de sidste par hundrede meter, at sprinterne ikke kunne følge med.

Og faktisk var det slet ikke meningen, at han selv skulle komme i position til at vinde et af Danmarks største endagsløb, der i år startede og sluttede i Middelfart.

"Det var lidt uventet. Det var ment som et leadout til Lasse (Norman Leth, red.), men så kiggede jeg tilbage og havde hul. Det er specielt og virkelig fedt," siger Carl-Frederik Bévort til TV 2.

Nicklas Amdi Pedersen (Coloquick) og Alexander Salby (det danske landshold) tog sig af henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Lasse Norman Leth, der er en stor stjerne på det danske banelandshold, lever fint med, at hans holdkammerat snuppede sejren, selv om der var lagt op til, at det var ham selv, der skulle køres for.

"Jeg råbte, at han bare skulle køre. Jeg kom ikke helt med, og så fik han et kæmpe hul," siger Lasse Norman Leth.

Sejren må betragtes som værende Carl-Frederik Bévorts største på landevejen. Han kan dog prale af at have vundet DM for juniorer i 2021 - både enkeltstarten og linjeløbet.

På cykelbanen er han en del af det danske hold i 4000 meter holdforfølgelsesløb, som har store traditioner. Han holder desuden rekorden i 4000 meter individuelt forfølgelsesløb. Den satte han for godt et år siden og stødte dermed Lasse Norman Leth af tronen.

Inden den hektiske finale var der masser af angrebslyst i feltet dagen igennem. Blandt andre Pelle Køster fra københavnerholdet Team Co:Play-Giant var ihærdig og lå 36 kilometer fra mål alene i front.

Han blev dog hentet, og da rytterne nåede ind på den knap syv kilometer lange rundstrækning i Middelfart, blev der åbnet for sluserne i feltet.

Både Michael Valgren og Mathias Norsgaard forsøgte sig med angreb, men det var Rasmus Bøgh Wallin (Restaurant Suri-Carl Ras) og Simon Bak (Coloquick), der slap væk.

De to ryttere havde længe cirka 15 sekunder ned til feltet, men på løbets sidste lille stigning i skoven lige syd for byen blev de hentet, og så vandt Carl-Frederik Bévort.