John Millman taler indledningsvis i sin klumme om et råd, han fik fra en ældre spiller, den ligeledes australske tennislegende Steven Bradbury.
Det lød kort og godt således:
“Du starter på 0-0. Spil ikke mod renomméet, spil mod manden. Og forlad aldrig en kamp."
"Da jeg kom op på ATP-touren, lærte jeg en fjerde lektie. Han tog fejl med hensyn til første lektion. Man starter ikke på 0-0. Ved at have ulige muligheder i turneringsforberedelserne er oddsene, før man overhovedet går på banen, imod underdoggen - af flere grunde, end de fleste er klar over.”
Han fremhæver især en enkelt fordel, man får som seedet spiller, og det er trods alt en rimeligt uvurderlig af slagsen. Nemlig muligheden for at få tildelt træningstid på banerne inden kampene.
“Den største fordel, en seedet spiller får, er tildeling af træningsbaner. Ofte kan de seedede spillere bruge banerne alene i to eller tre timer.”
Det giver ikke alene spillerne en mulighed for at lære banerne at kende, de kan også komme hurtigt ind og ud, således,at de kan begynde deres restitution tidligere.
Omvendt skal useedede spillere ofte dele en enkelt bane i grupper af fire, og man får ofte kun en time til dette. Derudover er der også ofte tale om, at man bliver placeret til at træne på et underlag, der er anderledes end den bane, man skal spille på.
Man kan dertil risikere at spille med bolde, der ikke er i tip-top tilstand. Og sådan kan man ellers blive ved.
Et andet eksempel, Millman fremhæver, er da han var blevet sikret en to-timers træningssession på Centre Court ved Indian Wells med ikonet Rafael Nadal, som er en af australierens gode venner.
“Desværre var det netop der, at COVID ramte, og Rafa måtte tage flyet hjem til Spanien. Da arrangørerne hørte, at jeg stadig regnede med at bruge trænings-timerne med en anden spiller, fortalte de mig, at fordi jeg var en “nobody”, ikke kunne få lov at bruge banerne. De ville hellere have, at banerne stod tomme, end at to “ukendte” spillere sled på deres dyrebare underlag."
Frederik Løchte: Doublespillere kan få helt elendige træningsforhold
Den danske, nu pensionerede professionelle tennisspiller, Frederik Løchte Nielsen, kan nikke genkendende til Millmans pointer. Nielsen vandt godt nok Wimbledon i herredouble i 2012, men det betød ikke, at han fik lov at komme foran i køen til noget som helst. For doublespillere blev ofte afvist i porten, hvis der var single-spillere med mere "star quality", der ville til på de samme baner.
Han stoppede karrieren i 2022, og Flashscore fangede ham på telefonen fra Roland Garros, hvor han er nede sammen med en juniorspiller.
"Hvis du er lavere i hierarkiet, hvis du for eksempel er hernede i French Open og det regner, så bliver banen mere sensitiv, og så kan man blive nødt til at udskyde træningen til næste dag. De bedre spillere får bedre baner, bedre tider på banerne og generelt bedre forhold. Selv boldene kan være af dårligere kvalitet, når man er useedet," fortæller han til Flashscore.
Han understreger, at det er noget, man som spiller bare lynhurtigt lærer at acceptere, for sådan er det bare. Seedede spillere og spillere, der er fra det land, som en turnering foregår i, har nemmere ved tingene.
Men især under de første dage af en større turnering er det nærmest umuligt at få mere end en time som doublespiller, på grund af det store antal, der skal finde plads til at træne.
"Man kan godt anmode om at få to timer, men det er ret usandsynligt, at det lader sig gøre. Ofte må man skulle køre en halv time et eller andet sted hen, hvilket da er noget irriterende. Hvis man for eksempel spiller US Open, så er det helt elendigt. Der må man ofte ty til at tage ud at træne i offentlige parker og lignende," fortæller han.
Også Frederik Løchte kender til, at det hjælper at have "berømte venner", der er højere i hierarkiet og i seedninger. Så kan man nemlig trække på deres evne til at sikre gode baner og gode tider. Der er dog et mén.
"Så får de også lov at træne på deres præmisser. Der kan være nogle særlige slag, de ønsker at træne, som man må give dem lov til at træne på en, selvom man måske havde planlagt at træne på en anden måde."
Sport er blevet oplevelsesøkonomi
Han ser dog også kynisk på det, og sammenligner det med andre "walks of life" i samfundet.
"Det handler om kroner og ører i moderne sport. Det er mere blevet en slags oplevelsesøkonomi, hvor sporten er blevet til underholdning. Det er lig med at dem, der generer mest værdi til turneringerne, det er dem, der får de bedste forhold. Især, hvis de har fået rejsen betalt for at komme til en turnering."
Han ser det også på den måde, at det er som hvis man går i byen.
"Hvis du har penge til at købe et bord, er kendt eller kender dem, der ejer stedet, så kommer du foran i køen. Ellers er det sgu bare om at stille sig om bag i lige som alle andre. Man kan diskutere, hvor rimeligt det er, men det er et faktum. Og det er noget, som man nok ikke lige sådan kan få ud af sporten, for det er sådan i alle turneringer," slutter han, da han bliver adspurgt om, hvorvidt det overhovedet er noget, man kan gøre noget ved.
"Man kan jo også se det som en motiverende gulerod for at nå højere op i sporten, når man kan se frem til at få bedre behandling, træningstider og generelt have nemmere ved at komme gennem turneringerne med en seedning i baghånden".