Efter en lavine af afbud giver flere ændringer sig selv. Overbelastede Kasper Schmeichel erstattes som ventet af Frederik Rønnow, mens fraværet af Simon Kjær fører til en systemændring, så der kun spilles med to centrale forsvarsspillere i stedet for tre.
På midtbanen er Mathias Jensen og Morten Hjulmand nye, efter at Thomas Delaney har forladt lejren, mens Christian Eriksen er sendt på bænken.
I front er der tre nye spillere. Anderlecht-duoen Anders Dreyer og Kasper Dolberg suppleres af Mikkel Damsgaard, der får en yderst sjælden startplads.
I fraværet af hjemrejste Schmeichel og Kjær og bænkede Eriksen bærer Pierre-Emile Højbjerg anførerbindet for første gang i karrieren. Han spiller sin landskamp nummer 75 og er sammen med Jannik Vestergaard og Victor Kristiansen de eneste gengangere fra nullerten mod Schweiz.
Danmarks startopstilling ser ud som følger (4-3-3):
Frederik Rønnow - Elias Jelert, Victor Nelsson, Jannik Vestergaard, Victor Kristiansen - Pierre-Emile Højbjerg, Morten Hjulmand, Mathias Jensen - Anders Dreyer, Kasper Dolberg, Mikkel Damsgaard.
Årets anden landskamp begynder klokken 20.15.