Giannis og Co. buldrer videre: Eneste ubesejrede mandskab

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Giannis og Co. buldrer videre: Eneste ubesejrede mandskab

Seks sejre ud af seks mulige. Det er status for Giannis Antetokounmpo og Milwaukee Bucks.
Seks sejre ud af seks mulige. Det er status for Giannis Antetokounmpo og Milwaukee Bucks.AFP
Natten til tirsdag fik Milwaukee Bucks skovlen under Detroit Pistons i en ellers ganske tæt affære. Med sejren er Bucks fortsat det eneste ubesejrede hold i NBA.

De bliver ikke levnet mange chancer af bookmakerne, når oddsene til at vinde sæsonens NBA-mesterskab bliver sat. Faktisk er Detroit Pistons helt nede i bunden og har sammen med Houston Rockets, Orlando Magic og Sacramento Kings de værste odds for at blive mestre. 

Alligevel lavede de natten til tirsdag en flot præstation, da de gæstede Milwaukee Bucks, anført af superstjernen Giannis Antetokounmpo. Endnu en flot præstation.

Pistons kom nemlig ind til opgøret ovenpå en enormt overraskende sejr over selveste Stephen Curry og Golden State Warriors, og den præstation fulgte de faktisk op på mod Milwaukee Bucks. 

Til sidst måtte Dwane Caseys Detroit-drenge dog kapitulere, og indse at Bucks-trioen Giannis Antetokounmpo, Jrue Holiday og Brook Lopez simpelthen var for stor en mundfuld. Cifrene hed nemlig 108-110 på lystavlen, favør Bucks. 

"Han er bare en magiker"

Selvom 27-årige græsk-nigerianske Giannis Antetokounmpo er den ubestridt største stjerne i Milwaukee, var det ikke den dobbelte MVP-vinder, der natten til tirsdag løb med opmærksomheden. 

Point guard Jrue Holiday leverede nemlig en spektakulær kamp og var endda tæt på at indkassere karrierens femte triple-double med en imponerende statline på 25 point, 10 assists og syv rebounds. 

"Han er bare en magiker med bolden, med nogle af de step-backs han laver," var den korte konstatering om Holiday fra holdkammerat Bobby Portis efter sejren, der betyder, at Bucks fortsat er ligaens eneste ubesejrede mandskab.

Gæsterne var ellers uhyre tæt på at lave et vildt comeback, for Pistons havde ikke føringen en eneste gang i kampens fire periode. I fjerde periode fik de dog udlignet med under et minut tilbage af kampen. Pistons var ellers bagud med hele 16 point, inden de søsatte comebackforsøget. 

Bedre end de ser ud

Da Pistons natten til mandag overraskende besejrede Golden State Warriors, satte de en stopper for en stime på fem nederlag i streg. 

Med kampens udfald i Milwaukee har Pistons vundet to og tabt seks kampe siden sæsonen blev åbnet. Men faktisk er Dwane Caseys unge Pistons-mandskab slet ikke så ringe endda. 

"De har mange talentfulde spillere, der stadig er ved at lære, hvordan man spiller i NBA. Men de lærer hurtigt, og de bliver meget bedre. De er helt sikkert bedre, end deres kampstatistik indikerer," fortæller bundrutinerede Brook Lopez til ligaens hjemmeside. 

Natten til torsdag får Pistons dog mulighed for at revanchere nederlaget. Her mødes de to mandskaber nemlig igen - og igen er det med hjemmebanefordel til Milwaukee Pistons, der altså skal forsøge at fortsætte stimen som ubesejret i den endnu spæde NBA-sæson.