Fernando Signorini (72) har bogstaveligt talt rejst verden rundt med sin enorme viden som fysisk træner. Efter at han blev venner med Luis Cesar Menotti og Maradona i den periode, hvor de begge to spillede for Barcelona, blev 'el Profe' personlig træner for den argentinske nr. 10 i perioden 1983 til 1994.
Fra tiden i Barcelona til verdensmesterskabet i USA '94, med syv år i mellemtiden i Napoli, opbyggede Signorini en unik karriere, der ikke kun definerede hans rolle som den første, egentlige personlige træner for en fodboldspiller, men også udviklede hans egen kritiske bevidsthed om spilleres kapacitet. De mange skader op til VM 2022 i Qatar overrasker ham derfor overhovedet ikke.
I 2014-bogen "Football, a Call to Rebellion. The Dehumanization of Sport" peger du på de alt for tætte kampprogrammer i nutidens fodbold, der alt for ofte resulterer i skader?
"Forretningen er endt med at tære på forestillingen. I dag betyder kvaliteten af spillet ikke længere lige så meget som kvantiteten. At vinde er det eneste, der betyder noget, resten er der ikke plads til. Det er den forkerte kulturelle tilgang, det får fodbold til at blive gennemsyret af råddenskab, gør fodbold til i stigende grad et produkt og mindre grad en sport."
I sin afskedskamp udtalte en tårevædet Maradona den berømte sætning "la pelota no se mancha" (bolden bliver ikke snavset). I stedet ser det ud til, at det modsatte er sket?
"Hvis spillerne ikke siger noget, så lad dem da bare (ødelægge) sig selv. Det er dem, der har brug for at tale om det. Diego i '86 var den eneste, der sagde, hvad han mente om det tætte program, og han havde ikke så travlt som spillerne har nu. I dag er den eneste, der talte imod korruption og mod dødsfaldene i Qatar, Philipp Lahm, som ikke har spillet i et stykke tid. Hvis spillere lader sig udnytte af erhvervslivet, er det deres problem ."
Det ville kræve en international spillerforening, ikke?
"Ja. Men ingen taler, og ingen handler. Så mange af dem er mangemillionærer, og alligevel gør de sig ikke bemærkede, endsige viser, at de føler et solidarisk engagement over for deres mindre heldige kolleger. De kunne have en enorm magt og alligevel udøver de det ikke. Fodbold er en kollektiv sport, men spillerne er ikke blevet uddannet i at være menneskelige, alle tænker kun på sig selv og ender med at blive mere og mere egoistiske. Fodboldspillerne skal huske, at uden dem er der ingen show. Hvad ville virkningen være af en spillerforening? Ikke engang FIFA kunne modsætte sig det. Det er et produkt, der sælger meget, måske for meget - og folk fortsætter med at forbruge det, det ender med at være skrald. Tænk, forleden dag så jeg den argentinske Super Cup-finale sammen med min nabo, en Racing-fan. Efter kampen, da jeg sagde farvel, inviterede han mig hjem til ham til Argentinas åbningskamp mod Saudi-Arabien klokken syv om morgenen! Jeg sagde til ham: 'Du skal ikke regne med mig' (griner)."
Hvad er forskellen på et verdensmesterskab i slutningen af sæsonen og et i midten af sæsonen?
"I slutningen af sæsonen møder spillerne op i meget bedre fysisk forfatning, for når ligaerne slutter, er de eneste spillere, der har været tvunget til at yde en ekstra stor indsats, dem, der kom til finalen i Champions League. Med sådan en stram tidsplan, er det en helt anden ting. Før var der mindst to ugers forberedelse, nu har nogle hold ikke engang haft en uge."
I din bog, der udkom for otte år siden, beskrev titlen 'dehumanisering' af sport...
"En forudsigelig titel, men allerede på det tidspunkt var denne proces med at miste menneskeligheden i sporten, som vi i stedet burde arbejde for at genvinde for arbejderklassens, tydelig. Men ingen bekymrer sig om noget af dette. Her i Argentina, begik en 18-årig- gammel dreng selvmord, fordi han ikke blev udtaget til et hold. Og dette er ikke det første tilfælde. Men hvad gør regeringerne ved det?"
Det er helt klart gået over styr.
"Det er et cirkus. Det er ligesom en romersk arena, bortset fra i stedet for at have løver mod gladiatorerne, er det folk, der udfordrer hinanden. Det er en forretning, der ikke kan stoppes på noget tidspunkt."
Du ledsagede Maradona til verdensmesterskaberne i '86 og '90. Hvad var den mest bemærkelsesværdige ændring 20 år senere, da du fysisk træner for hele det argentinske hold?
"Utvivlsomt forberedelsestiden, som i Sydafrika var meget kort, da vi gennemførte et træningslejr på blot ni dage. Til sammenligning kan man tænke på, at Cesar Menotti i 1978 startede forberedelsen fire måneder tidligere, eftersom at spillerne til rådighed for ham alle spillede i Argentina (bortset fra Mario Kempes). I 1986 havde vi omkring fyrre dage i alt."
Du fulgte Diegos fysiske restitutionsproces efter han brækkede in ankel. Er det derfor nærliggende at tro, at en ledskade er mere skadelig end en muskelskade, den hyppigste blandt skadede spillere?
"Ja, men det afhænger af graden af skaden. Og der er ikke kun problemet med fysisk restitution, men også det med mental restitution. En skade sætter tvivl i dit hoved. I Argentina siger vi "hvis en person bliver forbrændt af mælk, så vil de græde, når de ser en ko." Mange reducerer diskussionen til kun at handle om fysisk restitution, men det centrale problem er det mentale."
Kan du give nogle eksempler?
"I 1978 havde Menotti allerede indkaldt Ricardo Bochini til VM, men han var overbevist om, at han led af kræft, selvom han intet fejlede. Alligevel var han så påvirket af denne idé, at han under træningen var så skuffende, at han ikke blev udtaget til VM. Det følelsesmæssige aspekt er afgørende, og ingen tager det i betragtning."
Argentina, der er blandt favoritterne til titlen, har set Angel Di Maria og Paulo Dybala dukke op med muskelproblemer. Det virker som en dårlig idé, men VM's tiltrækningskraft er meget stærk?"Og det er denne forcering, der generer mig meget. Spillere er i bunden af beslutningspyramiden, når de i virkeligheden burde have ansvaret. Forestil dig, hvad spillere som Messi, Benzema, De Bruyne og Salah kunne gøre ved at hæve stemmen. Efter min mening skulle de ikke engang være bange for et decideret retsmøde i (den internationale) domstol. Hvordan er det muligt, at de ikke bliver hørt? Det minder mig meget om Hegels herre-tjener-dialektik, med systemet, der bruger fodbold til at sende det forkerte budskab til alle om, at man skal vinde med magt, og at nederlag er en total fiasko."
Risikerer dette cirkus virkelig at ødelægge spillet?
"Logisk set, ja. Tænk desuden også på ideen om uafgjort, der fører til forlænget spilletid, som nu også skal spillesi et varmt klima. Det er en halv times ekstra hårdindsats, men hvorfor spilles der ekstra tid? Fordi det betyder en halv times reklamer ekstra, og hvor meget reklameminutter ikke værd? Desuden bliver præstationerne dårligere, for hvor mange hold kan egentlig gå hele vejen og konkurrere? For mig burde de ti bedste landshold spille alle mod alle. Fordi med den nuværende formel, er det ikke den bedste, der vinder, men de mest udholdende. Og nogle gange er det endda bare held."
I Argentina, hvor inflationen er løbet løbsk og flere og flere familier lever under fattigdomsgrænsen, skaber fodboldcirkusset dog en masse spænding i dagene op til VM i Qatar...
"Det er konsekvensen af, at fodbold nu er blevet ren forretning. En useriøs forretning, der får folk til at tro, man skal spille for enhver pris for at hylde trøjen, hvilket nærer en dum følelse af patriotisme.",
Denne trend er delvist begrundet af, at det bliver Lionel Messis sidste verdensmesterskab, ikke?"Jeg er ikke sikker på, at det bliver Messis sidste VM. Faktisk vil jeg fortælle dig, at for mig kan han fortsætte med at spille i mange år endnu, måske spille lidt længere tilbage på banen eller komme ind til sidst i kampene. Vi taler her om et geni, som kun fødes en gang imellem. Messi ankom på mirakuløs vis kort efter Diego, men det er en tilfældighed. Og jeg kan fortælle dig en ting med sikkerhed: De vil tilbyde ham så mange penge for at forhindre ham i at holde op, at alt kan ske."