Brydekamp med NFL-spiller: Mark O. Madsen sparrer med danske topatleter i USA

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Brydekamp med NFL-spiller: Mark O. Madsen sparrer med danske topatleter i USA
'The Olympian,' som Mark O. Madsen kaldes i UFC, har vundet alle 12 MMA-kampe i karrieren.
'The Olympian,' som Mark O. Madsen kaldes i UFC, har vundet alle 12 MMA-kampe i karrieren.Profimedia
Skæbnen ville det, at danske Mark O. Madsen, Hjalte Froholdt og Gabriel 'Iffe' Lundberg alle var at finde i Arizona, og det forsøgte de tre danske topatleter at få det bedste ud af.

MMA-kæmperen Mark O. Madsen, NFL-spilleren Hjalte Froholdt og basketballspilleren Gabriel "Iffe" Lundberg dyrker vidt forskellige sportsgrene.

I løbet af det seneste halve år har de alligevel stukket hovederne sammen for at vende livet som professionel udøver i USA.

Det fortæller Mark O. Madsen i forbindelse med forberedelserne til UFC-mødet med Grant Dawson natten til søndag dansk tid.

Madsen har bosat sig i byen Scottsdale, der ligger i den amerikanske delstat Arizona, og her har det været nærliggende at hive fat i de øvrige danske atleter.

"Da jeg valgte at tage herover, fandt jeg ud af, at Hjalte Froholdt bor i Phoenix. Han har et hus lige rundt om hjørnet," siger han.

"'Iffe' Lundberg var her samtidig som den første dansker i NBA i Phoenix Suns. Jeg syntes, det var en ret vanvittig situation, at Danmark var så stærkt repræsenteret her i Scottsdale."

"Vi fik en kop kaffe og en god snak om sport, mindset og hele den amerikanske oplevelse. For der er et skifte i mindset, når man kommer fra Danmark, eller jeg vil næsten sige fra hvor som helst i verden, til USA."

"Sport er sport. Mindset i sport er det samme, uanset om man er MMA-kæmper eller spiller fodbold, håndbold, tennis eller NFL. Det handler om at præstere under pres og være bedst, når det gælder. Om at bevare et mentalt overblik - selv under fysisk enormt udfordrende situationer," siger Mark O. Madsen.

Froholdt lever som offensiv linjemand af at skubbe til store spillere på langt mere end 100 kilo i NFL. På det seneste har han for første gang i karrieren fået chancen fra start i NFL.

Mark O. Madsen inviterede i foråret den dobbelt så tunge landsmand en tur i ringen.

"Jeg kørte en brydesession med ham. Jeg kan se, at det, han laver, faktisk relaterer rigtig meget til græsk-romersk brydning," forklarer den tidligere OL-sølvvinder i brydning.

De to er løbende i kontakt. Det har vist sig, at de har flere ting tilfælles, end de lige troede.

"Hjaltes fysiske træner i Cleveland Browns er stifter af det gym, jeg træner i her i Arizona."

"Vi havde også et oplæg fra en diætist, som Hjalte også er enormt inspireret af. Så selv om MMA er en anden sport end NFL, er der rigtig mange relationer internt i miljøet mellem UFC, NFL og faktisk også NBA," lyder det fra Mark O. Madsen.

Kort før Mark O. Madsens UFC-kamp natten til søndag, opstod der tvivl om gennemførelsen, fordi Grant Dawson ikke klarede indvejningen, men vejede mere end et kilo for meget.

Madsen har dog accepteret og valgt at gennemføre kampen.

/ritzau/