Ungt NBA-mandskab holder liv i slutspilsdrømmen: Tager flot skalp på udebane

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Ungt NBA-mandskab holder liv i slutspilsdrømmen: Tager flot skalp på udebane
Brandon Ingram (til højre) og Co. kunne ikke finde opskriften på at stoppe Shai Gilgeous-Alexander (til venstre) natten til torsdag.
Brandon Ingram (til højre) og Co. kunne ikke finde opskriften på at stoppe Shai Gilgeous-Alexander (til venstre) natten til torsdag.Jonathan Bachman/Getty Images North America/Getty Images via AFP
Oklahoma City Thunder er blot en enkelt sejr fra en slutspilsbillet, efter de natten til torsdag slog New Orleans Pelicans med 123-118 på udebane. Thunder stillede ellers med et ekstremt ungt hold, hvor tre af de fem startende spillere var 21 år eller yngre.

En berømt skotsk tidligere fodboldspiller sagde engang, at man ikke kan vinde noget med børn på banen. Det ville være at sætte tingene på spidsen, at kalde Oklahoma City Thunders startopstillingen natten til torsdag for børn, og de ender nok heller ikke som NBA-mestre, men ikke desto mindre vandt de altså på udebane over New Orleans Pelicans.

Med en sejr på 123-118 fik Mark Daigneaults ekstremt unge Oklahoma-mandskab således gjort kål på Willie Greens noget mere erfarne og stjernespækkede New Orleans Pelicans, der med spillere som Brandon Ingram og CJ McCollum var forhåndsfavoritterne, selvom de måtte undvære den helt store stjerne Zion Williamson, der har siddet ude med en skade siden starten af januar.

Blandt de fem startende Oklahoma City Thunder-spillere var point guard og holdets stjerne Shai Gilgeous-Alexander alderspræsident med sine 24 år, mens tre ud af fem starter var 21 år eller yngre. Både Josh Giddey og Jaylin Williams, sidstnævnte i øvrigt første NBA-spiller med vietnamesiske rødder, er således blot 20, mens Jalen Williams, ingen relation til føromtalte Williams, og Luguentz Dort er henholdsvis 21 og 23 år.

Og det var netop alderspræsident Gilgeous-Alexander der stod for størstedelen af Oklahomas point i sejren over Pelicans, da den 24-årige All-Star noterede sig for 32 point, fem rebounds og tre assists, men den helt store oplevelse var alligevel Josh Giddey, der var blot en enkelt rebound fra en fantastisk triple-double med sine 31 point, ni rebounds og 10 assists.

"Vi lod os ikke gå på af noget. Det er så ung en gruppe, men det er samtidig så fattet et hold, og det er sådan, du er nødt til at være i løbet af tætte kampe som den her," kommer det fra netop Josh Giddey ovenpå sejren ifølge ligaens hjemmeside.

Hos hjemmeholdet gjorde Brandon Ingram, den tidligere Los Angeles Lakers-spiller, ellers sit til med 30 point, seks rebounds og syv assists, men det var altså ikke nok til at hold live i Pelicans' playoff-forhåbninger, for med nederlaget er Willie Greens mandskab ude.

Til gengæld skal Oklahoma City Thunder nu forsøge at sikre sig en billet til slutspillet i den afsluttende kamp i den såkaldte play-in turnering. Her møder de Minnesota Timberwolves, der natten til onsdag tabte til Los Angeles Lakers i kampen om at tage Western Conferences syvende seed og dermed møde andet seed Memphis Grizzlies i første runde.

Vinderen af kampen mellem Oklahoma City Thunder og Minnesota Timberwolves vil altså ende som ottende seed i Western Conference, og dermed brage ind i Denver Nuggets med Nikola Jokić i spidsen i slutspillets første runde.

Også i Eastern Conference blev der spillet play-in turnering natten til torsdag. Her var det, ligesom i opgøret mellem Thunder og Pelicans, 10.-seedet der trak sig sejrrigt, da Chicago Bulls besejrede Toronto Raptors efter en stor præstation af Zach LaVine, der scorede hele 39 point.

Dermed er Raptors ligesom Pelicans endegyldigt ude at slutspilskampen, mens Chicago nu møder Miami Heat i kampen om den sidste billet i Eastern Conference. Vinderen af dette opgør møder ligaens bedste hold i grundspillet, Milwaukee Bucks, i første slutspilsrunde.