Der har altid været stjerner, som har forvandlet basketball og endda tvunget reglerne til at blive opdateret for at reducere deres ubestridte dominans. Wilt Chamberlain, Michael Jordan og endda Steph Curry i nyere tid er eksempler på det.

Sidstnævnte introducerede med sit Golden State Warriors-hold ideen om at spille bagom buen, at bevæge sig væk fra kurven og omgive sig med trepointsskytter. I mange år har small-ball basketball domineret NBA i en sådan grad, at man har talt om centre som en truet dyreart.

Men der har været dem, der har stået op imod dette ved at indføre forbedringer i deres spil og opdatere deres stil til moderne tider. Den regulære sæsons MVP var trods alt 76ers-centeren Joel Embiid.

Og finalens MVP gik til Nikola Jokic. Fra sit tilflugtssted i Rocky Mountains, fra det 41. valg i 2014-draften, er serberen med en unik kropstype blevet på mindre end et årti: den bedste spiller på planeten.

Jokic spiller i Matrix

Med Jokic er der ingen grund til at vælge mellem den blå eller røde pille. Jokic spiller i Matrix - i et andet tempo end alle andre. Eller rettere, han får alle andre, både holdkammerater og modstandere, til at synes at bevæge sig langsommere i hans verden. I mellemtiden venter han på øjeblikket, hvor han med sit medfødte talent beslutter, hvad han skal gøre, hvor han skal flytte bolden hen, og hvordan han skal skabe ravage for sine modstandere.

Han er center, fordi han er stor: 2,11 meter for at være præcis. Men i virkeligheden er han centrum i Nuggets' spil. Han er nødt til at være omgivet af holdkammerater, der forstår ham, som skærer zonen, som skyder godt, og som har en god forståelse af spillet. Derfra gør han tingene lettere for dem; han gør dem bedre. Og hvis hans holdkammerater ikke er med i spillet, så gør han det selv og scorer pointene på egen hånd.

Mod Heat scorede han i gennemsnit 30,8 point, 13,5 rebounds, 8 assists, 1,3 blocks og 1 steal i de fem kampe, det tog ham at vinde sin første ring. Ganske enkelt ustoppelig og ubestridt. Der er ingen som ham.