Rune er selvsikker i hård tid: Jeg bliver stadig nummer et

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Rune er selvsikker i hård tid: Jeg bliver stadig nummer et

Rune er selvsikker i hård tid: Jeg bliver stadig nummer et
Rune er selvsikker i hård tid: Jeg bliver stadig nummer etAl Bello/Getty Images/AFP
Tennisstjernen Holger Rune befinder sig i en af sine sværeste tider som professionel tennisspiller.

Mandag måtte han se sig slået allerede i første runde af US Open, hvilket var hans sjette nederlag i træk, hvis man medregner Hopman Cup.

Troen på egne evner er dog intakt.

"Jeg bliver stadig nummer et i verden. Det er jeg 100 procent sikker på", siger Holger Rune på pressemødet efter nederlaget til spanieren Roberto Carballes Baena.

"Jeg har prøvet det før, så jeg ved, hvordan jeg skal deale med det, og jeg ved, hvad det kræver at komme tilbage. Det kræver vanvittigt hårdt arbejde, og det bliver ikke rart, men jeg ved, at jeg kan".

Rune havde som mål at vinde en grand slam-turnering i 2023, men med det tidlige exit i New York må han nøjes med kvartfinalepladserne i French Open og Wimbledon.

Den danske verdensfirer medgiver da også, at han muligvis må være lidt mere tålmodig med at nå ambitionen om at blive verdensetter. Også det havde han håbet på at nå i denne sæson.

"Det blev ikke lettere af, at jeg ikke lavede et godt resultat her. Lige nu må jeg se mere langsigtet på det. Jeg er stadig kun 20 år".

Runes karriere
Runes karriereOpta by Flashscore - foto af AFP

"Det eneste, jeg skal kigge på, er min udvikling. Hvordan jeg spiller, og hvordan min fysik udvikler sig, og hvordan jeg udvikler mig mentalt, og så må resultaterne komme, når de føler for det", siger Rune.

Han nærmer sig en periode sidst på sæsonen, hvor han har mange point at forsvare på verdensranglisten, men det tager han i stiv arm.

"Jeg har ikke tid til at være bekymret. Jeg må tilbage og arbejde hårdt, og så har jeg gode turneringer forude", siger Rune og tilføjer, at han stiller op i Shanghai Masters først i oktober og måske også China Open fra sidst i september.

Trods den hårde tid nyder han stadig sin sport.

"Jeg elsker stadig tennis, men det er sværere, når det ikke går så godt, som man ønsker. Men jeg er stadig lige så glad, når jeg står på træningsbanen og slår en god forhånd".

"Men det er da sværere. Man er ikke lige så "pumped" for at komme tilbage på træningsbanen, når man har tabt i første runde, som hvis man er nået langt eller har vundet en turnering. Så er motivationen højere".

Runes næste kampe bliver midt i september, når Danmark på hjemmebane møder Brasilien i Davis Cup.