Belgisk superstjerne fuldender stor Visma-uge: Sejrer i klassiker

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Belgisk superstjerne fuldender stor Visma-uge: Sejrer i klassiker
Wout van Aert vandt søndag for første gang i karrieren det traditionsrige løb Kuurne-Bruxelles-Kuurne.
Wout van Aert vandt søndag for første gang i karrieren det traditionsrige løb Kuurne-Bruxelles-Kuurne.David Pintens/Belga via AFP
Wout van Aert var superstærkt kørende i søndagens Kuurne-Bruxelles-Kuurne og hentede nok en stor sejr, da han var klart hurtigst på stregen i Kuurne efter næsten 200 hårde kilometer i sadlen. Landsmand Tim Wellens tog andenpladsen, mens spanske Oier Lazkano fuldender søndagens podie.

Lørdag åbnede det hollandske storhold Team Visma-Lease a Bike den belgiske klassikersæson med en kæmpepræstation i Omloop Het Nieuwsblad, hvor holdets slovenske slider Jan Tratnik sejrede efter en dominerende Visma-dag.

Og søndag kunne holdets ene superstjerne, Wout van Aert, så følge op med nok en klassikersejr i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, mens den anden superstjerne, danske Jonas Vingegaard, fuldendte en altædende dominans i det nordspanske etapeløb O Gran Camiño.

Udskilningen i løbet skete allerede tidligt, hvor fire ryttere allerede med 86 kilometer tilbage til mål havde vristet sig fra helt i front. Ikke overraskende var Wout van Aert iblandt dem, mens også UAE Team Emirates’ bomstærke belgier Tim Wellens var med efter en stærk præstation lørdag.

Også den forsvarende spanske mester Oier Lazkano var flot med i front, mens Groupama-FDJ’s 21-årige newzealandske talent Laurence Pithie fuldendte kvartetten, men det blev lige netop sidstnævnte, der blev første mand til at falde af.

Det gjorde den unge newzealænder med 69 kilometer til mål, da Wout van Aert satte et mindre angreb ind på Côte de Trieu og dermed barberede kvartetten ned til en trio, mens belgierens holdkammerat sammen med slovenske stjerne Matej Mohorič var fanget mellem feltet og de forreste.

Mens Pithie altså relativt hurtigt måtte give fortabt, så formåede Lazkano at sidde med de to stærke belgiere hele vejen til mål, hvor spanieren dog var fuldkommen prisgivet i spurten om sejren. Det var Tim Wellens også, og van Aert kunne dermed veksle en tredjeplads lørdag til en førsteplads søndag.

Wellens tog sig af andenplads, Lazkano af tredjepladsen, mens Team Visma-Lease a Bikes franske europamester, Christophe Laporte, cementerede holdets dominans med en fjerdeplads ved at vinde feltets spurt, efter et Decathlon AG2R-hold havde jagtet rytterne foran.

Dermed tager 29-årige van Aert sin anden sejr i sæsonen, efter han i Volta ao Algarve åbnede årets sejrskonto. I alt er den belgiske superstjerne nu på 46 sejre i løbet af karrieren.

Foruden Jonas Vingegaards totale dominans i det galiciske, kan Team Visma-Lease a Bike altså tilføje en række yderligere sejre i den forgangne uge med Jan Tratniks sejr lørdag, mens Olav Kooij ligeledes formåede at sejre på fredagens etape i UAE Tour.

Tirsdag venter det belgiske endagsløb Le Samyn, før der lørdag venter massevis af grusveje i den italienske neoklassiker Strade Bianche, hvor blandt andre danske Andreas Kron forventes at være til start.