En atypisk Giro d'Italia venter, der på en måde stræber efter at være et udtryk for moderne cykelsport uden samtidigt helt at have forstået den - og samtidigt at have skåret nogle af dens mest væsentlige elementer fra.

En Giro d'Italia, der dog, som sædvanlig, vil begejstre Italiens tilskuerskarer: Det er der ingen tvivl om, for de italienske fans' kærlighed til to hjul kender ingen undtagelser. Og det, der gør den endnu smukkere, er, at den ikke har en enkelt farve.

Der er ligefrem mange farver, men den italienske blå er nok den, der vil være mindst til stede, bortset fra Damiano Caruso og Filippo Ganna, som vil forsøge at genoplive en tid, der var engang.

Alle øjne vil også være rettet mod Antonio Tiberi, som måske kan give hjemmefansene en form for tilfredsstillelse.

Favoritter? Snarere favoritten

Det er dog svært at bruge flertal, når man taler om favoritter. For ja, favoritten er kun én, da kun uheld kan fratage Tadej Pogačar Trofeo Senza Fine, det smukkeste af de trofæer, der er på højkant, ikke kun i cykelsportens verden, men i sportens verden generelt.

Så de øvrige mulige klassementsbud som britiske Geraint Thomas, der sidste år blev vippet af pinden af Primoz Roglic med en håndfuld sekunder på den afsluttende enkeltstart, Romain Bardet, der blev nummer to i dette års Liège-Bastogne-Liège bag Pogačar, Ben O'Connor og - ja, hvorfor ikke - Nairo Quintana får til opgave at gøre løbet smukkere og mere uforudsigeligt.

Et løb, der dog som sagt har mistet noget af sin identitet, fordi man har besluttet at reducere antallet af bjergkilometer og i stedet øge antallet af kilometer i kamp mod uret, på etaper, som i øvrigt er næsten helt flade. Kort sagt, en hård Giro, men ikke for hård.

Og måske er det udgangspunkt endnu bedre for den slovenske superstjerne, der er overbevist om, at han kan gentage Marco Pantanis bedrift, den seneste mand, der scorede Giro-Tour-doublen i 1998. Regnskabet bliver dog som bekendt først opgjort til sidst. Og håbet er, at vi tager fejl og undskylder efter at have været vidne til et fantastisk show.

Lad os derfor se, hvad der venter os, og frem for alt, hvilke dage du skal holde din kalender fri for at kunne nyde de vigtigste etaper i Giro d'Italia 2024 fuldt ud.

Første uge

Efter at have hyldet de "uovervindelige" fra Grande Torino og kørt ned ad Superga på første etape, er anden dag dedikeret til Piraten, Marco Pantani, som klatrede op mod Oropas helligdom (ikke tilfældigt i år kaldet Pantani 2024-bjerget) og fuldendte et af sine uforglemmelige comebacks efter en punktering.

Etapen er ikke hård, men på de 11 kilometer af en stigning, der har en maksimal hældning på 13 procent og en højdeforøgelse på 733 meter, kunne Pogačar, hvis han ville gøre tingene klart lige fra starten, godt efterligne det og få en ganske god start på sin første Giro d'Italia.

Det samme gælder for hans modstandere, som kan forsøge at overraske ham. Pogačar har dog gang på gang vist, at han ikke tolererer, når en cykelrytter - bortset fra Jonas Vingegaard - tillader sig at køre fra ham, og derfor kan hans raseri i tilfælde af et angreb fra rivalerne blive endnu mere voldsomt.

Hvad der er sikkert, er, at den første tidskørsel, der er planlagt til fredag 10. maj mellem Foligno og Perugia, har den fordel for Pogis rivaler, at de ikke behøver at udfordre ham direkte: Over 40 kilometer mod uret, næsten alle uden større vanskeligheder, undtagen måske den halve kilometer med 12 procent, med passager på 16 procent, som rytterne skal bestige seks kilometer fra mål.

Næste dag kommer den første rigtige test op ad bakke.

Én af dem, der, som det altid rammende cykelordsprog siger, ikke så meget vil fortælle os, hvem der vinder Giroen, som hvem der ikke gør.

Og ja, for på trods af de næsten 4.000 meters højdeforskel er stigningerne ikke særlig hårde, og derfor vil de, der kommer i vanskeligheder allerede på Gran Sasso, ikke kunne se med store forhåbninger mod Rom, hvor løbet slutter 26. maj.

Anden uge

Den anden uge begynder med den første af to hviledage, den anden er planlagt til den følgende mandag, og sandheden er, at indtil lørdag 18. maj er terrænet frugtbart for store udbrud og sprintere.

Den anden tidskørsel køres mellem Castiglione delle Stiviere og Desenzano del Garda og er i modsætning til den første helt flad: 31,2 kilometer, hvor Filippo Ganna kan vise sin styrke.

Fra dette punkt begynder vejen dog - endelig - at stige for alvor og så endda i tre etaper i træk, på trods af at der er blevet indlagt en hviledag mellem den første og den anden af disse.

Søndag 19. maj er det således tid til den længste etape i 2024-udgaven af det lyserøde løb: 222 kilometer med en uhyrlig højdeforskel på 5.400 meter.

Det bliver den første alpine bjergetape med Mortirolo, som, selv om den skal køres fra Monno-siden, har en respektabel maksimal stigning: 16 procent. Men hvis der ikke kommer nogen overraskelser, er det på Passo di Foscagno, at toppen af klassen begynder at røre på sig.

Tredje uge

De 202 kilometer tirsdag 21. maj, med 4.350 meters højdeforskel, ville helt sikkert have gjort meget mere ondt uden hviledagen. Det samme ville have været tilfældet, hvis Cima Coppi, der i år er placeret på Stelvio, ikke var blevet inkluderet godt 150 kilometer fra mål.

Og det er derfor, at vi efter al sandsynlighed må vente til onsdag 22. maj med at se festfyrværkeri igen, når feltet fra Selva di Val Gardena ankommer til Brocon-passet i slutningen af en relativt kort, men eksplosiv og meget intens etape: 159 kilometer med 4.200 meters højdeforskel.

Og hvis det er sandt, at vinderen af Giro d'Italia 2024 officielt modtager Trofeo Senza Fine, direkte oversat Det Uendelige Trofæ, søndag 26. maj i Rom, er det lige så sandt, at de, der stadig har noget at give af, skal gøre det dagen før på Monte Grappas skråninger, hvis 18 kilometer, med en gennemsnitlig stigning på 8 procent og sektioner på op mod 14 procent, skal tilbagelægges to gange, før de kører mod målet i Bassano, hvor vi først vil derefter kende navnet på vinderen af det store løb.

Eller det er i hvert fald arrangørernes plan, som dog kan blive modbevist af en Tadej Pogačar, der - selv uden at presse hårdt på - kan lukke for klassementet mange dage tidligere. Når det først er sagt, er hans tilstedeværelse altid synonym med et ordentligt spektakel, selv om det altid er den rytter, der kommer først i mål, der tæller.