Jerndefensiven slog til efter pausen: San Francisco holdte Chargers fra fadet

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Jerndefensiven slog til efter pausen: San Francisco holdte Chargers fra fadet

Kun Matt Judon har stået for flere sacks end 49ers Nick Bosa (på billedet) i denne sæson.
Kun Matt Judon har stået for flere sacks end 49ers Nick Bosa (på billedet) i denne sæson.AFP
Det var bestemt ikke kønt, men det blev ikke desto mindre til en sejr for San Francisco 49ers, da de natten til mandag mødte Los Angeles Chargers. Offensiven fungerede aldrig rigtigt for 49ers, der til gengæld fremviste en strålende defensiv indsats.

Selvom det snart er 30 år siden, San Francisco 49ers senest vandt en Super Bowl, i 1994, er det kun tre år siden, de stod i en Super Bowl finale og tabte. 

Men måske kan de være det ene af de to hold, der i midten af februar næste år tørner sammen i Super Bowl nummer 57 i Glendale, Arizona. 

I hvert fald er der kun tre hold, der er større favoritter til at vinde sæsonens NFL-titel, end San Francisco 49ers er det: Buffalo Bills, Philadelphia Eagles og Kansas City Chiefs. 

Natten til mandag viste i hvert fald den ene del af San Francisco-mandskabet, hvorfor de anses som et af ligaens bedre hold, da de mødte og besejrede Los Angeles Chargers med 22-16 i et rent californisk opgør. 

Ikke nogen køn sejr

Men nogen køn sejr var det absolut ikke, for San Francisco 49ers har svært ved at få offensiven til for alvor at spille, selvom de 20. oktober sikrede sig den dygtige running back Christian McCaffrey i en handel med Carolina Panthers. 

For natten til mandag var 49ers ellers oppe imod et relativt svagt Chargers-forsvar, som de kunne have gjort stor skade på, men det blev slet ikke tilfældet. Og selvom head coach Kyle Shanahan efterfølgende var stolt af sit hold, lagde han heller ikke skjul på, at det ikke er godt nok.

 

Sådan har 49ers klaret sig i holdets seneste kampe.
Sådan har 49ers klaret sig i holdets seneste kampe.Flashscore

"Jeg vil spille bedre, jeg vil blæse de andre ud af banen, jeg vil score, hver gang vi har bolden. Men den her slags kampe er Chargers rigtig gode til at vinde. I fire af deres fem sejre har de været nede med to touchdowns," forklarer Kyle Shanahan efterfølgende til holdets egen hjemmeside. 

Til gengæld håber han nu, at holdet kan få gang i løbespillet, da Elijah Mitchell i kampen mod Chargers vendte tilbage fra en skade, der har holdt ham fra banen siden første spillerunde i september. I Mitchell og McCaffrey håber Shanahan, at holdet kan finde en del af løsningen på de offensive problemer. 

Ingen fejl i defensiven

Til gengæld viste holdets defensive enhed, hvorfor 49ers trods de offensive kvaler har vundet fem af sæsonens hidtil ni kampe i grundspillet. For efter pausen kvalte den stærke 49ers defensiv fuldkommen Chargers, der ikke lavede et eneste point, hverken et field goal eller en touchdown, i anden halvleg. 

"I anden halvleg, præcis som i vores seneste kamp for to uger siden, trådte forsvaret virkelig i karakter, og de lod ikke til at lave en eneste fejl. Især i slutningen, forsvaret på de to sidste angreb var fantastisk," lyder dommen fra Kyle Shanahan. 

Særligt Nick Bosa har været stærkt spillende, og i opgøret mod Chargers kunne han tilføje et sack til samlingen, der i denne sæson lyder på 9,5 sacks. Også Jordan Willis og Charles Omenihu bød ind med sacks, og på kampens sidste Chargers-drive greb safety Talanoa Hufanga en interception, der endegyldigt afgjorde kampen. 

Med sejren indtager San Francisco 49ers nu andenpladsen i NFC West, hvor Seattle Seahawks indtager førstepladsen, én sejr bedre end 49ers. Natten til tirsdag i næste uge møder 49ers så Arizona Cardinals, der ligger treere i NFC West.