Tysk VM-kaptajn holder øje med Ehlers og Storm: Kan afgøre kampe på egen hånd

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Tysk VM-kaptajn holder øje med Ehlers og Storm: Kan afgøre kampe på egen hånd

Moritz Müller spiller til daglig i Kölner Haie.
Moritz Müller spiller til daglig i Kölner Haie.Profimedia
Det tyske ishockeylandshold forventer at møde et stærkt dansk kollektiv i torsdagens VM-brag i Tampere.

Men selv i et kollektiv er der profiler, der skiller sig ud. Og i den tyske kaptajn Moritz Müllers øjne er der særligt to danskere, som hans hold skal være opmærksom på.

"De har jo spillere som Nikolaj Ehlers og Frederik Storm, der begge har en hurtighed, som vi skal passe på. De er i stand til at afgøre kampe på egen hånd," siger Moritz Müller.

Nikolaj Ehlers er topscorer ved VM, og Frederik Storm er en velkendt figur blandt de tyske spillere.

Den rutinerede forward har i tre år haft stor succes hos Ingolstadt i den tyske liga og skifter efter sommerpausen til konkurrenten Kölner Haie, hvor han bliver klubkammerat med netop Müller.

"Fra ligaen ved vi, at Storm kan være en meget farlig mand," siger den tyske back.

VM-kampe mellem Danmark og Tyskland har tradition for at være ultratætte. De seneste seks opgør er således endt med etmålssejre eller overtidsafgørelser.

Og Müller er overbevist om, at torsdagens møde kommer til at følge samme mønster.

"Det bliver formentlig en meget tæt kamp. Begge hold er helt klar over, at der er meget på spil."

"Det, jeg har set af det danske hold, har set godt ud. Special teams (overtal og undertal, red.) fungerer, og jeg forventer at møde et meget fysisk stærkt hold, der løber meget og vil spille med hjerte og lidenskab."

"Det bliver småting, der kommer til at gøre udslaget," siger Moritz Müller.

Tyskerne har haft en hård VM-åbning, hvor de har mødt gruppens tre stærkeste hold, Sverige, Finland og USA.

Spillemæssigt har det tyske hold gjort det godt og har presset favoritterne til det yderste. Men alle tre kampe blev tabt knebent, og det får man som bekendt ikke point for.

"Vores start er på samme tid skuffende og lovende. Vi er tilfredse med den måde, vi har spillet på og de præstationer, vi generelt har leveret."

"Men pointudbyttet er selvfølgelig skuffende. Jeg er dog overbevist om, at hvis vi spiller videre, som vi har gjort indtil nu, vil pointene også komme," siger Moritz Müller.