Norske comebackevner gør indtryk på fransk stjerne: "De har meget selvtillid"

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Norske comebackevner gør indtryk på fransk stjerne: "De har meget selvtillid"

Estelle Nze Minko er imponeret over Norges comeback mod Danmark.
Estelle Nze Minko er imponeret over Norges comeback mod Danmark.BEATE OMA DAHLE/NTB/AFP
Norge spillede sig fredag aften i finalen ved VM i håndbold med et stort comeback mod Danmark.

Nordmændene var undervejs bagud med seks mål, men formåede alligevel at besejre Danmark 29-28 efter forlænget spilletid, og det imponerer franskmanden Estelle Nze Minko, som søndag møder Norge i finalen.

"Det norske hold har meget selvtillid. De har spillere, som er superstjerner, og de har spillet sammen i lang tid. De har også erfaring med at være bagud i kampe og vinde alligevel," siger hun ifølge NTB.

Frankrig og Norge har ofte stået over for hinanden i slutrundefinaler.

Både ved EM i 2020 og VM det følgende år duellerede nationerne om guldet. Senest førte franskmændene ad flere omgange med seks mål, men endte med at tabe det hele på gulvet.

"Jo oftere, man gør det (vender kampene, red.), jo mere tror man på, at man kan komme tilbage. Det er en kæmpe styrke for Norges hold. De giver ikke op som hold," siger Estelle Nze Minko.

Mens Norge og Frankrig skal kæmpe om guldet klokken 19, må danskerne efter det smertefulde semifinalenederlag nøjes med en dyst om bronze.

Klokken 16 venter naboerne fra Sverige i et opgør om det tredjemest eftertragtede metal.

Danmark kan dog trøste sig med, at holdet har kvalificeret sig til OL.