Landstræner: Prygelknaber er nødvendige for håndboldens fremtid

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Landstræner: Prygelknaber er nødvendige for håndboldens fremtid

Årets VM er Jesper Jensens fjerde slutrunde som landstræner. I de to seneste, VM i 2021 og EM i 2022, er det blevet til medaljer.
Årets VM er Jesper Jensens fjerde slutrunde som landstræner. I de to seneste, VM i 2021 og EM i 2022, er det blevet til medaljer.Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Hvis de danske håndboldkvinder var store favoritter i VM-åbningskampen mod Serbien, så må de være gigantiske favoritter til slutrundens anden kamp.

Chile er modstanderen, og ligesom lande som Grønland, Paraguay og Kasakhstan bliver de med al sandsynlighed udsat for prygl, hver gang de går på banen i det indledende gruppespil.

Det kan med andre ord være svært at få øje på den sportslige relevans, men de små nationers tilstedeværelse ved VM er nødvendig for håndboldsporten.

Det mener i hvert fald Danmarks landstræner, Jesper Jensen.

"Det er en præmis, og hvis vi får lande som Japan, Kina, USA og Storbritannien med, så er det supergodt for sporten, for det er nogle store nationer."

"Men hvis vi ikke får dem mere med end nu, så er der ikke den store sportslige værdi i det. Jeg tror først, vi kan give det endelige svar på, hvad der er rigtigt og forkert, om 10-15 år," siger Jesper Jensen.

Kathrine Heindahl er af nogenlunde samme opfattelse, men hun ville ikke have noget imod en slutrunde med færre kampe.

"Potentielt ni kampe ved et mesterskab er mange, og det er et kæmpe slid på kroppen, når man gerne vil have stærke klubturneringer nationalt og internationalt."

"Men hvis man gerne vil udbrede kendskabet til håndbold og gøre det til en verdenssport, så er de der lande nødt til at få en smag af, hvad det kræver," siger Kathrine Heindahl.

Håndbold er i øjeblikket på OL-programmet og har for kvinderne været det siden 1976 i Montreal. Men det er ikke en selvfølge, at det fortsætter sådan.

VM blev i 2021 udvidet fra 24 til 32 deltagende nationer for at udbrede sporten. Og det ræsonnement kan Jesper Jensen sagtens følge, hvis man skæver lidt til OL.

"Nogle gange skal man huske at så nogle frø. Vi er en relativt lille sport i OL-sammenhæng, så hvis vi kan få de store lande med, er vi bedre stillet i forhold til at beholde håndbold på OL-programmet," siger han.

Kathrine Heindahl har kun Danmarks muligheder i turneringen for øje, når hun søndag klokken 20.30 går på banen mod en af håndboldens miniputter.

"Vi skal bare bruge få ressourcer og komme videre i turneringen," siger hun.