Blandede VM-følelser præger stadig håndboldkvinderne

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Blandede VM-følelser præger stadig håndboldkvinderne

VM var blandt for håndboldkvinderne.
VM var blandt for håndboldkvinderne.BO AMSTRUP/Ritzau Scanpix/AFP
De kan ikke helt slippe følelsen.

I december var Danmarks håndboldkvinder foran i næsten hele VM-semifinalen, men i den forlængede spilletid løftede norske Henny Reistad sig op på et nærmest guddommeligt niveau og knuste de danske finaledrømme.

"Det har siddet i mig - men uden at være altoverskyggende," siger anfører Sandra Toft, som var tydeligt påvirket i minutterne efter nederlaget til Norge.

Nogenlunde samme tilstand har været gældende for Mie Højlund.

"Det er stadig et miks af følelser, men stoltheden fylder mest," siger hun.

Mandag er de to profiler mødt ind til den første landsholdssamling siden VM, hvor det trods alt endte med, at de stod med bronze om halsen.

"Jeg har glædet mig meget til at komme på dansk jord igen og til at få talt tingene igennem igen. Vi skal evaluere mesterskabet i aften (mandag, red.)," siger Anne Mette Hansen, der har haft det lidt som sine to holdkammerater.

"Det har været en blandet følelse. Men nu er jeg også blevet i stand til at glæde mig over, at vi fik OL-billetten med. Lige da det skete, var det ikke det, der stod øverst på listen," siger hun.

OL-billetten kom i hus, da Frankrig slog Sverige i den anden VM-semifinale, som blev spillet, mens de danske spillere forsøgte at fordøje nederlaget til Norge.

I modsætning til de seneste mange år betyder OL-billetten, at landsholdet ikke har tid til at dvæle alt for meget ved fortiden. Der er rundt regnet fem måneder, til de danske håndboldstjerner skal ramme topniveau igen.

"Der er allerede nu en helt speciel stemning omkring OL. Det er noget, vi har kæmpet for i utroligt mange år, hvor det er glippet. Så det er utrolig stort, og derfor er de her samlinger også rigtig vigtige," siger hun.

Danmark skal i forbindelse med denne landsholdssamling spille to EM-kvalifikationskampe mod Polen. Sejr bør være en formsag, men der er ikke plads til at slappe af.

Til OL kan landstrænerteamet Jesper Jensen og Lars Jørgensen nemlig kun vælge 14 til deres kamptrup. Det er to færre end ved EM og VM.

"Der bliver kamp om det. Men det bliver Lars og Jespers hovedpine," siger Sandra Toft, som i mange år har været ubestridt førstevalg på målmandsposten.

Men også hun bliver pustet i nakken af Althea Reinhardt og Anna Kristensen.

"Jeg har aldrig følt, at min plads var sikker, så jeg skal også slås for det," siger Sandra Toft.

Danmark møder Polen på udebane 28. februar, og 2. marts kommer polakkerne nordpå, hvor danskerne har hjemmebane i Ballerup Super Arena.