GOG-direktør håbefuld forud for Final 4: Pokalsejr skal vise vi er tilbage

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

GOG-direktør håbefuld forud for Final 4: Pokalsejr skal vise vi er tilbage

GOG kan virkelig lægge et tungt efterår bag sig med en pokaltriumf.
GOG kan virkelig lægge et tungt efterår bag sig med en pokaltriumf.Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Efter et turbulent efterår skal GOG lørdag og søndag vise, at holdet fra Sydfyn er tilbage på sporet og kan kæmpe med om titlerne, når pokalturneringens Final 4 spilles i Boxen i Herning.

"Vi synes, at vi hen over den seneste periode har lavet nogle gode præstationer, og nu skal vi vise, at når pokalen er på spil, kan vi levere," siger GOG-direktør Kasper Jørgensen.

I det tidlige efterår tog GOG afsked med den nyansatte træner Ian Marko Fog på grund af "uenighed om den sportslige retning".

Siden sagde man i november også pludseligt farvel til profilen Morten Olsen, da der ifølge GOG ikke var tillid mellem parterne.

"Vi har været igennem et hårdt efterår og har truffet nogle valg, som skulle være investeringer på den lange bane til at få en så god sæson som muligt," siger Kasper Jørgensen.

Resultatmæssigt kommer GOG ind til Final 4 i en god periode, hvor det er blevet til seks sejre i de seneste otte kampe.

I semifinalen lørdag venter nummer to i Herreligaen, Fredericia, som GOG besejrede for en uge siden i ligaen.

"Vi går ind til kampen med stor selvtillid og synes, at vi står et godt sted, men det er helt åbent. Fredericia har gjort det godt i sæsonen, så vi glæder os og er fulde af fortrøstning i forhold til, at vi kan nappe Fredericia endnu en gang."

"Vi er forsvarende pokalmester og spiller for at vinde titler, så en Final 4-turnering har allerhøjeste prioritet hos os i løbet af en sæson," lyder det fra GOG-direktøren.

Det er top-4 fra ligaen, der har spillet sig frem til weekendens Final 4 i Herning.

I den anden semifinale skal Aalborg Håndbold lørdag op mod Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

Kasper Jørgensen kalder weekendens pokalfinalestævne for den største enkeltstående begivenhed i løbet af den danske håndboldsæson.

"Det er et event, der er rigtig god for håndbolden. Det er med til at gøre pokalturneringen endnu mere attraktiv for både publikum og spillere," siger håndbolddirektøren.